Heidi mistede sin mand i flystyrt - nu vil hun hjælpe andre

Heidi Mensel fra Kolding mistede sin mand i en flyulykke for fem år siden. Nu har hun lært at leve med sorgen, og rækker ud til andre i sorg.

Glenn Mensel døde i et flystyrt på sin polterabend d. 24. marts 2012. En tragedie der trak overskrifter i hele landet.

Tilbage stod Heidi Mensel og skulle give sine og Glenns tre børn en ubærlig besked.

- Jeres far er død. Det er det værste, jeg nogensinde har skullet sige til dem, siger Heidi Mensel til TV SYD.

Heidi og Glenn Mensel var borgerligt viet og stod foran et bryllup, der skulle blive starten på et langt liv sammen. Men sådan gik det ikke. 

Med sine lange lyse krøller og glimmermakeup kan man ikke se, at her sidder en, der har haft sorg og død så tæt inde på livet. Hun ligner ikke en enke. Men ulykken ramte, og Heidi Mensel stod pludselig alene med tre små børn midt i sorgen. 

 

- Man har ikke lyst til at lave mad, vaske tøj. Det virker forkert på en eller anden måde. Det er ligegyldigt, fortæller hun om tiden efter ulykken.

Heidi Mensel følte sig isoleret. Mange havde svært ved at konfrontere hende i tiden efter ulykken, der dræbte hendes mand og børnenes far. Hendes tab var tabu.

- Berøringsangst. Folk vender dig ryggen og går over på den anden side af gaden. Det er forfærdeligt, fortæller Heidi om tiden efter ulykken. 

Hun gik til psykolog for at komme igennem den svære tid.

- Det har været en fantastisk hjælp, men man skal også gøre rigtig meget selv. En time ved psykolog om ugen giver selvfølgelig noget, men man skal arbejde rigtig meget med sig selv, når man går gennem sådan en proces. 

Og det var netop, hvad Heidi Mensel gjorde. Hun fandt små metoder, der kunne hjælpe hende igennem hver dag. En af dem bestod i at tegne på spejlet på badeværelset.

- Jeg tegnede to smileyer. En lille trist smiley og en stor glad smiley. Så havde jeg skrevet en tekst: Hvad vælger du i dag Heidi? 

quote

- Jeg tegnede to smileyer. En lille trist smiley og en stor glad smiley. Så havde jeg skrevet en tekst: Hvad vælger du i dag Heidi? 

Heidi Mensel

Heidi prøvede, så tit hun kunne, at vælge den glade smiley, og det hjalp. I dag er hun kommet igennem sorgen og vil gerne hjælpe andre i samme situation, som hun stod i for fem år siden. Hun har allerede oplevet, at folk har rakt ud til hende.

- Jeg har haft 10, der har kontaktet mig, som selv har været gennem en sorgproces. De spurgte, hvad gjorde du? Hvordan kom du godt videre?

En af de ting, der hjalp Heidi Mensel, var smilierne på badeværelset. Men det har også hjulpet at mindes sin mand og børnenes far på en god måde. Især her i julen hvor det er særlig svært, at han ikke er der længere.

- Året efter han var død, fik vi lavet nogle glashjerter, og dem hænger vi op på juletræet den 24. Der mindes vi ham selvfølgelig, fortæller Heidi Mensel.

Sorgramte kan række ud til hende på facebook, hvis de vil tale med en, der har stået i en lignende situation.