TV der bevæger dig

Helårshuse kan blive fritidsboliger

Helårshuse på landet kan nu blive til fritidsboliger.

Der er håb på vej for huse på landet, som ikke kan blive solgt og derfor risikerer at forfalde. De kan blive omdannet til fritidsboliger.

Et nyt lovforslag, som bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) har fremsat, klargør muligheden for at ansøge kommunen om at benytte et helårshus som såkaldt flexbolig.

Dermed bliver huse på landet mere attraktive for en bredere køberskare, som kan få en fritidsbolig med udsigt til mark og skov udenfor de traditionelle sommerhusområder.

Lovforslaget bliver førstebehandlet i Folketinget tirsdag og stadfæster den praksis, at kommunen kan give tilladelse til, at en helårsbolig kan benyttes som fritidsbolig, og med det nye lovforslag får kommunerne et klarere grundlag for administrationen af reglerne.

- Mange huse på landet kan være svære at sælge og står blot og forfalder. Med de nye regler giver vi en mulighed for, at husene kan få et nyt liv som fritidsboliger, hvis ejeren og kommunen ønsker det, siger Carsten Hansen i en pressemeddelelse.

Ingen bopælspligt

I praksis kan husejere søge kommunalbestyrelsen om tilladelse til at bruge et konkret hus som flexbolig - og dermed undgå at være bundet af bopælspligt på stedet.

Kommunen tildeler en eventuel tilladelse til den konkrete ejer, og kommende ejere skal derfor også søge om tilladelse. Det er dog muligt at søge om tilladelse til at benytte et hus som flexbolig, inden man køber det.

I modsætning til et egentligt fritidshus bliver det med en flexbolig også nemt for ejeren at flytte permanent ind i huset, hvis man på et tidspunkt får lyst til det.

Indehaveren af tilladelsen kan frit vælge, hvornår vedkommende ønsker at vende tilbage til helårsanvendelse af huset.

Dermed kan for eksempel pensionister lettere flytte ud i deres fritidsbolig, når de har lyst, uden at skulle igennem en bureaukratisk ansøgningsproces.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden