Her lukker Coop butikker i Syd- og Sønderjylland

15 Dagli’Brugsen og LokalBrugsen over hele landet skal lukke. Tre af dem ligger i Syd- og Sønderjylland.

Ved udgangen af juni måned er det slut med at handle i Dagli’Brugsen og LokalBrugsen i Hornsyld, Gørding og Taulov.

På landsplan skal 15 butikker lukke, og 300 medarbejdere bliver berørt, oplyser Coop.

- Vi står klar til at hjælpe de opsagte medlemmer videre i deres arbejdsliv. Både i forhold til at svare på spørgsmål om rettigheder i forbindelse med opsigelser, i forhold til jobsøgning og i forhold til at afdække den enkeltes ønsker og behov for udvikling, siger Louise Holm Sommer, der er faglig sekretær i HK Handel med ansvar for Coop i en pressemeddelelse.

Coop vil forsøge at finde andre job til så mange medarbejdere som muligt andre steder i virksomheden.

Udover Brugsen driver Coop blandt andet butikskæderne Kvickly, Fakta og Irma.