Hjælp Brand & Redning med at se fodbold i aften

I aften skal Danmark møde Kroatien, og derfor har medarbejderne fra Brand & Redning Sønderjylland nogle særlige ønsker til borgere mellem klokken 20 og 22.

Øllene er på køl, chipsene er købt og klaphatten er måske endda fundet frem. Mange danskere er i disse timer ved at gøre sig kampklare til i aften. 

Men det er desværre ikke alle, der har fri til at se aftenens kamp, hvor Danmark skal møde Kroatien. Nogle af dem er medarbejderne fra Brand & Redning Sønderjylland.

Tidligere på dagen sendte brandkorpset tips ud på sin Facebookside til borgernes opførsel mellem klokken 20 og 22 søndag aften - for så kan det måske være, at de kan få et glimt af aftenens kamp. 

Brand & Redning Sønderjylland opfordrer til at følge nedenstående vigtige foranstaltninger i dag mellem klokken 20 og 22:

- Kør forsigtigt.
- Undgå enhver form for madlavning hjemme (peanuts, chips og øl er ok).
- Institutioner med brandalarmanlæg bedes undlade at tilberede stegt flæsk, bacon o.lign.
- Lad være med at bruge din ukrudtsbrænder. Slap af, det er jo godt vejr.
- Tøm ikke grilkul ud i naturen eller affaldsbeholdere.
- Hold en pause med høst og ballepresning. Slap af, det er godt vejr.
- Smid ikke cigaretter ud af bilens vindue.
- Hold katten indendørs (hvis du har tid kan du fælde kattens yndlingstræ inden klokken 20:00).
- Grav ikke i haven, nær din naturgasledning.
- Skru tankdækslet godt fast inden du kører fra tankstationen.
- Finder du et træ over vejen, så tag det bare selv - vi siger det ikke til nogen ;-)

Uanset hvad, kommer vi selvfølgelig, når i kalder!
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.