TV der bevæger dig

Her spiller de høvdingebold, så fattige unge kan få råd til fodboldstøvler

00:29

18-årige Phillip Nellemann drømmer om at spille fodbold, men han har ikke råd. Video: Finn Grahndin

Stævne samler penge ind til udsatte unge over 18 år, så de kan komme ind i idrætsforeningerne.

GONGGGGGGGG.

Et slag på gonggongen, og toastmasteren proklamerer i mikrofonen: "Så går spillet i gang". 

Vi er til høvdingebold i EFI-hallerne i Esbjerg. Toastmasteren er klædt ud som en vaskeægte indianerhøvding. Dommerne har en fjer på. Altså på hovedet.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at spille fodbold, men jeg har hverken råd til fodboldstøvler eller kontingent.

Phillip Nellemann, Esbjerg 

Spillerne har iført sig stor entusiasme for at nå målet: At samle penge ind til de unge over 18 år, der ikke har så mange penge at gøre godt med.

Pengene skal bruges til udstyr og kontingent, så de kan melde sig ind i en idrætsforening.

Ikke råd til fodboldstøvler

- Jeg kunne rigtig godt tænke mig at spille fodbold. Det har jeg gjort før, men jeg har hverken råd til fodboldstøvler eller kontingent lige nu, siger 18-årige Phillip Nellemann, der er i et afklaringsforløb på AMU Vest og bor hjemme hos sin far. 

Toastmaster Jesper Schwartz med pokalen. Men de rigtige vindere bliver de socialt udsatte. Foto: Finn Grahndin

- Vi vil meget gerne have de unge ind i idrætsforeningerne. Her er der et sundt og positivt miljø med rollemodeller. Det er utroligt vigtigt for de her unge at få et godt netværk, siger Karin Schwartz, der er fritidskoordinator i Aktiv Fritid og med i Fritidsbutikken.

Giver mod og lyst

Fritidsbutikken er en række foreninger og organisationer, der hjælper socialt udsatte. For eksempel ved at støtte dem økonomisk med kontingent og udstyr. Men også med at give dem lyst og mod til at hoppe ind i en idrætsforening.

Blandt deltagerne til høvdingeboldstævnet er seks byrådspolitikere.

Seks byrådspolitikere bakkede op om stævnet. Men kommunale kroner er der ikke i projektet. Endnu.   Foto: Finn Grahndin

På billedet herover kan du fra venstre se Jakob Lose, Kurt Bjerrum, Hans Erik Andersen, Diana Mose Olsen, Sarah Nørris og Nini Oken. Talen inden blev holdt af formanden for Arbejdsmarked- og socialudvalget, Henrik Vallø, Borgerlisten. 

- Jeg tror på vigtigheden af, at de unge socialt udsatte bliver en del af et større fællesskab. Derfor vil Esbjerg Kommune bakke op om det her initiativ, siger han

Ingen kommunepenge til fodboldstøvler 

Politikerne støtter gerne formålet, men de medbringer ingen penge fra kommunen. Projektet må klare sig selv.

- Ingen penge i øjeblikket. Vi må prioritere skarpt, men det kan være, det kommer, siger Henrik Vallø uden at ville love noget. 

Esbjerg Kommune giver dog støtte til samme formål. For de unge under 18 år. Således har Aktiv Fritid kunnet støtte over 1.000 børn over syv år. 

Der blev tyret igennem fra politikernes side - så godt de nu kunne. Foto: Finn Grahndin

Bold udspiller computeren

Phillip Nellemann kigger på spillet ved banden. Han ved udmærket selv, at det vil være godt for ham at komme med i en idrætsforening.

- Det ville betyde en hel del. Jeg ville måske få nye kammerater og komme ind i et fællesskab i stedet for at sidde på mit værelse og spille på computeren, siger han. 

Stævnet vil samle penge ind. Men hvor stort behovet egentlig er, vides ikke. 

- Vi håber at kunne hjælpe 100 unge. Mindst, siger Karin Schwartz.

Karin Schwartz foran Fritidsbutikken, hvor unge under 18 år får støtte og vejledning. Nu åbner den snart - også for unge over 18 år. Foto: Finn Grahndin

Det er foreninger i Esbjerg, som er gået sammen i hold, og hvert hold har betalt 1.000 kroner for at spille med. På den måde gav stævnet 11.000 kroner i overskud, som går ubeskåret til Fritidsbutikken.

Så der kom lidt i kassen til kommende kontingenter og fodboldstøvler eller andet udstyr.

- Men de unge får ikke bare penge og hjælp uden at skulle yde noget til gengæld. Der er jo altid en lang række småjobs i forbindelse med idrætsstævner og så videre. Dele flyers ud, puste balloner op, flytte borde, siger Karin Schwartz.

Fritidsbutikken

Fritidsbutikken drives blandt andet af Mevind i Østerbyen, Local Up, Familieteamet, Natteravnene, Esbjerg Firmaidræt, SSP Forebyggelse & Vejledning, Integrationshuset, Recovery Bulls og Bydelsprojektet 3i1. 

 

Den ligger fysisk i EFI-hallerne og har åbent to gange om ugen (onsdag og torsdag), hvor socialt udsatte børn og unge kan få hjælp og vejledning. 

 

Fritidsklubben bliver ikke støttet af Esbjerg Kommune.

Se mere
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu