TV der bevæger dig

Hund på 11 uger opsnuser rotter

1 af 2

Malik er en hund efter rotter. Og dem er der rigtig mange af i Horsens Kommune. Derfor er den lille svensk/danske gårdhund på bare 11 uger som det første lille firbenede væsen blevet ansat som rottefænger i kommunens Service og Beredskab.

Malik har allerede fået sit eget lille navneskilt omkring halsen, og når han bliver større, skal han iføres den samme selvlysende arbejdsvest som sine tobenede kolleger.

Rottefængerne får dagligt op til mellem 40 og 50 anmeldelser om rotter, hvilket er tre gange flere end normalt. Og det er netop rotterne, Malik er blevet ansat til at opsnuse.

Indtil videre er han under oplæring hos sin herre Jan Tjerrild, der er rottefænger i Horsens Kommune. Og efter aktivitetsniveauet at dømme ved den lille fyr godt, hvad det drejer sig om.

- Malik kan lugte rotter på lang afstand. Og vigtigst af alt: han kan lokalisere, hvor de bor. Det betyder, at vi undgår spildtid med at tjekke tomme fælder, som er blevet anbragt de forkerte steder. For øjeblikket er hans gode næse drevet af en kæmpe nysgerrighed, men når han bliver lidt ældre, vil jeg afsætte duftspor efter en død rotte og på den måde udvikle hans sporsans yderligere, fortæller Jan Tjerrild i en pressemeddelelse.

Horsens Kommune har nu fire fuldtidsbeskæftigede rottefængere ansat ? tre tobenede og en firbenet.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden