TV der bevæger dig

Hurtige togtrafik gavner storbyer

Foto: Arkiv

Dejligt at de lytter til os, siger borgmester Arne Sigtenbjerggaard, Vejle, om regeringen togplan med nye superlyntog. De nye tog får stop i Vejle, Fredericia, Horsens og Kolding.

Oprindelig var tanken, at de nye superlyntog skulle køre forbi Trekantområdet. Målet med de nye superlyntog er nemlig, at der skal skabes time-drift mellem de fire største byer København, Odense, Aarhus og Aalborg.

Borgmestrene fra Vejle, Fredericia og Kolding protesterede omgående og krævede stop i de4 østjyske købstæder.

- Vi har rigtig mange pendlere, som bruger toget, siger Arne Sigtenbjerggaard. Derfor ville det være urimeligt, hviw de nye tog ikke stoppede i Trekantområdet.

Daværende transportminister Henrik Dam Kristensen afgjorde, at hvis Vejle og Fredericia ikke fik topstop til superlyntogene, ville de få andre hurtige forbindelser.

Den nye togplan skal sikre superlyntog mellem 10 af de største byer i Danmark. Med kortere ventetider.

Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) slår fast, at togplanens massive investeringer vil skabe et mere sammenhængende Danmark.

- Det er ikke kun storbyerne, der vil få fordel af det. Fordi vi opgraderer skinnenettet, vil det betyde, at alle tog kan komme til at køre hurtigere. Også regionaltogene, siger Pia Olsen Dyhr til Ritzau.

En halv time til Aarhus

Det vil ifølge ministeren eksempelvis betyde, at pendlerne fra Vejle til Aarhus kan komme helt ned på en transporttid på lidt over en halv time, hvilket vil være "en væsentlig forbedring af deres dagligdag".

- Der er mange danskere, som vil opleve, at de kan slippe for at spilde noget tid. De kan komme hurtigere på arbejde eller være længere tid hjemme ved deres familier, siger hun.

Ikke stop i Odense

Regeringens togplan lægger op til en forbindelse mellem København og Århus, som ikke stopper i Odense, men holder i Fredericia, Vejle og Horsens. Der bliver også en togforbindelse, som stopper i Odense, men den kører forbi Vejle, Horsens og Fredericia.

Desuden er der planlagt en tredje forbindelse fra København til Esbjerg - med stop i Odense og Kolding.

Ifølge Pia Olsen Dyhr bliver de nye superlyntog "et element, vi bygger ovenpå det, vi allerede har i forvejen".

- Der skal selvfølgelig være plads på skinnerne, og det bliver udfordringen, hvordan køreplanen kommer til at hænge sammen.

Bedre betjent

- Men det vil betyde, at alle byer i Danmark bliver bedre togbetjent og ikke det modsatte, hvilket nogle måske kunne være bekymret for.

- Så hvis man siger: Jamen, superlyn stopper ikke hos os. Så siger jeg: Nej, men I har stadig jeres hidtidige køreplan, og der bliver skåret af rejsetiderne alligevel, fordi skinnenettet simpelthen bliver bedre, siger Pia Olsen Dyhr.

Forbedringerne af skinnenettet og togdriften i Danmark vil finde sted i årene frem mod 2025.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden