Hver femte ung vender hjem til Hedensted

21,7 procent af alle de børn, der blev født i Hedensted Kommune i 1983 og har været fraflyttet området, bor atter i kommunen som 33-årige.

Når unge flytter væk fra hjemkommunen for eksempelvis at tage sig en uddannelse, vender i gennemsnit omkring hver syvende tilbage igen.

Hedensted er det mere end hver femte - og dermed topper kommunen sammen med Tårnby listen over populære områder at vende hjem til.

Sådan lyder konklusionen af en analyse i Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev, Momentum, der er foretaget ud fra tal fra Danmarks Statistik. 

I analysen har man fulgt alle de børn, der er født i 1983. Der er set på, hvor stor en andel af dem, der boede i kommunen som 15-årige - og efterfølgende har været fraflyttet kommunen i mindst to sammenhængende år - der som 33-årige boede i kommunen igen. 

Det varierer dog en del, hvilke kommuner de unge flytter hjem til. Tårnby ligger i top - her er det hver fjerde, som vender hjem.

I toppen ligger altså også Hedensted. I Syd- og Sønderjylland er også Fredericia og Sønderborg populære at returnere til.

Ifølge Thorkild Ærø, der er direktør i Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet, spiller især jobmulighederne ind på, hvorfor man vælger hjemkommunen til eller fra.

- Mange vil gerne flytte tilbage, men der er en kabale, der skal gå op. Man skal jo finde et job. Der kan vi se, at kommunerne i vækstområderne er dem, som har lettest ved at få fraflytterne tilbage igen, siger han.

Afstand til job og oplevelser spiller stor rolle

Hedensted Kommune har også gjort en særlig indsats for at holde kontakten til de unge, der flytter væk for at uddanne sig - eksempelvis ved at hente dem gratis hjem til familiejul i særlige julebusser. Desuden har kommunen landets næstlaveste antal ledige, så jobmulighederne er gode for nyuddannede.

Pendlingsafstande bliver er også vigtige, når unge flytter tilbage til deres barndomsegn.

- Eksempelvis Fredericia og Hedensted har mange arbejdspladser i nærheden, og man kan rimeligvis forvente, at boligmarkedet holder priserne, mens der andre steder er langt til arbejdspladserne, og det kan virke noget mere risikabelt at købe ejendom både i forhold til liggetid og pris, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, om de store forskelle mellem de enkelte kommuner.