TV der bevæger dig

Ida på 6 år: Alle skal have en swimmingpool

Hvis Ida var borgmester i Vejen ville hun forsøde alle børnenes liv med både swimmingpools, legeland og candyfloss. Foto: Pernille Keller Sand, TV SYD

Ida Marie Smidt Arnfeldt holdte i dag tale for en hel masse borgere i Vejen. Hun fortalte, hvad hun ville gøre, hvis hun var borgmester.

Dagen er blevet markeret over hele landet med politiske kamptaler, men i Vejen valgte man at gå i en anden retning med 1. maj-arrangementet. Her blev arbejdernes internationale kampdag i stedet til børnenes demokratidag - og også de mindste fik lov til at komme på talerstolen.

Én af dem, der skulle på talerstolen til arrangementet var 6-årige Ida Marie Smidt Arnfeldt. Det var egentlig Idas mor, der fik hende til at stille op, men den unge pige var helt klar på at tale foran de mange mennesker.

- Jeg har lidt sommerfugle i maven, og jeg kan godt lide det. Jeg har glædet mig til at tale, fordi det er første gang, jeg har prøvet det foran så mange mennesker, sagde Ida Marie Smidt Arnfeldt til TV SYD inden hun gik på scenen.

Bag børnenes 1. maj står den socialdemokratiske organisation DUI Leg og Virke, som laver forskellige arrangementer målrettet børn. For dem er det vigtigt, at de danske børn tidligt lærer, at de indflydelse på, hvad der sker i landet.

- Vi synes det er vigtigt, at børn lærer, at vi har et demokrati i Danmark, og at man har ytringsfrihed, og man har mulighed for at give sin mening til kende. Derfor så synes vi at 1. maj er en oplagt dag at gøre det på, siger Tanja Bachmann Hansen fra DUI-Leg og Virke til TV SYD.

00:33

Hør Idas tale herover. Foto: Pernille Keller Sand, TV SYD.

Luk video

Talen gik godt for den 6-årige pige. De mange tilhørere kom både med klapsalver, opmuntrende tilråb og latter. Ida Marie Smidt Arnfeldt havde ingen visioner om at borgerne skal betale mindre i skat, eller at de ældre skal have bedre mad. Til gengæld mente hun, at alle børnene i Vejen skulle have det lidt bedre.

- Hvis jeg var borgmester i Vejen Kommune, så skulle alle have en swimmingpool, og der skulle være et kæmpe gratis legeland for alle børnene. Og så skulle alle børn kunne handle i butikker og få deres helt egen pung med penge i. Og så kunne det være rigtig dejligt, hvis der kom gratis candyfloss på alle skolerne til alle børnene, sagde Ida Marie Smidt Arnfeldt på talerstolen.

I alt holdt fire børn – og et par voksne – taler i Vejen. Børnenes 1. maj er et nyt tiltag. Men arrangørerne regner med, at det skal gentages til næste år.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden