TV der bevæger dig

Carl Holst undgår straffesag

Der bliver ikke rejst straffesag mod tidligere regionsrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst (V).

Rigsadvokaten har besluttet ikke at rejse straffesag om stillingsmisbrug og mandatsvig mod Carl Holst.

Der bliver ikke rejst straffesag mod tidligere regionsrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst, (V). Det har Rigsadvokaten netop afgjort.  Det oplyser statsadvokat Jens Røn fra Rigsadvokaten i en pressemeddelelse.

- Efterforskningen har påvist, at personer ansat i regionen ganske vist har udført kampagnearbejde for Carl Holst, der vedrørte hans opstilling til Folketinget, men der er ikke grundlag for at rejse en straffesag mod den tidligere regionsrådsformand, siger statsadvokat Jens Røn.

Der er ikke grundlag for at rejse en straffesag mod den tidligere regionsrådsformand

Jens Røn,  statsadvokat 

18 måneders efterforskning 

Dagens afgørelse bygger på 18 måneders efterforskning. Der er blandt andet foretaget afhøringer af 31 personer og foretaget en omfattende gennemgang af sagens dokumenter, herunder 8.200 mails, hvor blandt andet tidspunkterne for mailaktiviteten er blevet analyseret.

Efterforskningen har særligt rettet sig mod de valgkampsrelaterede aktiviteter, som en kommunikationsmedarbejder har udført for Carl Holst. Det er anklagemyndighedens opfattelse, at det under en straffesag ikke vil kunne lægges til grund, at medarbejderen udførte disse opgaver som led i sin ansættelse i Region Syddanmark.

- Mange af kommunikationsmedarbejderens valgkampsrelaterede mails er sendt inden for almindelig arbejdstid, men det kan ikke lægges til grund, at det valgkampsrelaterede arbejde er sket som led i hans ansættelse i Region Syddanmark. Det skyldes bl.a., at kommunikationsmedarbejderen har haft en betydelig frihed i forhold til at tilrettelægge sin arbejdstid, herunder med hensyn til hvilke tidspunkter af døgnet han kunne udføre sit arbejde for regionen på, siger statsadvokat Jens Røn.

Carl Holst og kommunikationsmedarbejderen har i den forbindelse begge forklaret, at sidstnævnte ved siden af sit arbejde i regionen frivilligt og ulønnet bistod Carl Holst med valgkampsaktiviteter, og at denne bistand ikke skete på bekostning af hans arbejde for Region Syddanmark.

Det er samlet set vores opfattelse, at der ikke er tale om en overtrædelse af straffeloven

Jens Røn,  statsadvokat 

Hårfin grænse

Også det arbejde, som andre ansatte i Region Syddanmark har udført for Carl Holst, er blevet efterforsket. Her har Rigsadvokaten vurderet, at grænsen mellem at understøtte Carl Holsts regionsrådsarbejde og at lave kampagne-aktiviteter i mange tilfælde har været hårfin:

- Det er kun i en håndfuld tilfælde, at disse medarbejdere har bistået med opgaver, der ligger uden for Carl Holsts virke som regionsrådsformand. Desuden har bistanden i de pågældende tilfælde haft et begrænset omfang, og det er derfor samlet set vores opfattelse, at der ikke er tale om en overtrædelse af straffeloven, siger statsadvokat Jens Røn.

Carl Holst-sagen kort

- I september 2015 modtog Sydøstjyllands Politi anmeldelser om embedsmisbrug og misbrug af offentlige midler fra tre borgere efter presseomtale af Carl Holsts tid som regionsrådsformand.
- Den 27. november 2015 indgav Region Syddanmark ved regionsrådsformand Stephanie Lohse en politianmeldelse, hvori regionen anmodede om:
”at politi og anklagemyndighed vurderer, om der er grundlag for en strafferetlig forfølgning og sanktionering af de konstaterede forhold i forhold til de implicerede parter […]”.
- Sagen er siden blevet efterforsket af Sydøstjyllands Politi som en såkaldt samarbejdssag med Statsadvokaten i Viborg.
- Rigsadvokaten har den 31. marts 2017 besluttet ikke at rejse straffesag mod Carl Holst.

 

 

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu