TV der bevæger dig

Isdrama i Vojens: Canadier bliver den store helt

Sønderjyske vandt en dramatisk semifinale mod Odense. Kampen blev først afgjort efter to perioders overtid.

Semifinaleserierne i den danske ishockeyliga har budt på lutter hjemmesejre hidtil, og det mønster fortsatte søndag, men Odense Bulldogs var tæt på at vinde i Vojens, hvor der udspillede sig noget af et drama.

Odense var foran to gange, men Sønderjyske fik begge gange udlignet - sidste udligning til 2-2 faldt 48 sekunder før, kampen blev fløjtet af.

Redningsmanden de knap 48 sekunder før slutfløjtet var canadiske Tyler Gotto, og samme Gotto blev den helt store helt i overtiden.

De første 20 minutters overtid forblev målløse, men efter godt syv minutter i femte periode sluttede en lang hockeyaften i Vojens med jubel hos hjemmeholdet, da Gotto fik pucken i nettet.

Dermed fører sønderjyderne 2-1 i kampe i serien, hvor der spilles bedst af syv kampe.

Odense lignede ellers længe en vinder af kampen. For selv om sønderjyderne havde klart flest afslutninger, så var fynboerne snu og lurede hele tiden klogt på muligheder for at slå kontra. I lange perioder af kampen var Odense klart farligst.

Turen hjem til Odense føles formentlig længere end normalt sent søndag aften, og fynboerne kan med god grund ærgre sig ekstra meget over, at de ikke fik hentet en vital udesejr.

Ikke alene var de foran to gange, de var også uheldige med en kendelse i slutfasen, hvor fynboerne fik en mand udvist efter en tvivlsom kendelse.

Og sønderjyderne burde være kommet i undertal kort inde i den første overtidsperiode, hvilket ville have givet Odense en stor fordel i form af to minutter med fire markspillere mod tre.

Men dommerne så ikke den grove forseelse, og der blev ikke dømt udvisninger overhovedet i overtiden.

Holdene mødes igen tirsdag aften i Odense.

Den anden finalist bliver enten Rødovre eller Frederikshavn. Nordjyderne fører 2-1 i kampe i den serie, og her er der også kamp igen tirsdag aften. Den spilles i Rødovre.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden