TV der bevæger dig

Katastrofal ynglesæson for den "sønderjyske" hedehøg

Hedehøgen har haft en elendig ynglesæson Foto: Torben Andersen, DOF

Rovfuglen, der især yngler i Syd- og Sønderjylland, har taget sig et dramatisk styrtdyk. Mange par forlod deres reder uden at få unger på vingerne

Hedehøgen hænger med næb og kløer i år, og den i forvejen truede danske ynglebestand af hedehøgen har tilsyneladende fået endnu et skub i den forkerte retning på frugtbarhedskurven.

Efter to frugtbare år har 2016 været en nedtur for den truede danske bestand af hedehøge, der primært yngler i Sønderjylland. Kun 8 ynglepar har fået unger på vingerne. Mindst 15 par forlod sidst på foråret deres reder og opgav ynglen.

- Det så ellers lovende ud, da hedehøgene ankom til deres sønderjyske yngleområder efter vinteren i Vestafrika. Der blev registreret op imod 30 par, men pludselig i løbet af få dage i slutningen af maj og begyndelsen af juni gik noget galt. Mindst 15 par opgav sæsonen og forlod deres reder, siger ornitologen Michael Bødker Clausen til TV SYD.

 

Han er usikker på grunden til den dramatiske tilbagegang.

 

- Der er mange gisninger. Forklaringen kan være mangel på mus, men vi ved det ikke. Lige nu slikker vi sårene efter den ærgerlige udvikling og krydser fingre for en bedre ynglesæson i 2017, siger han.

Hedehøgen får ellers god hjælp gennem projekt Hedehøg. Et mangeårig samarbejde mellem blandt andre landmænd,
Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) og Esbjerg, Tønder og Aabenraa kommuner.

Danmarks i særklasse bedste lokalitet for hedehøge de senere årtier, Ballum Enge, illustrerer årets danske nedtur for arten. Tidligere kunne engene ved Ballum ud mod Vadehavet huse 10-12 ynglepar af hedehøg. I år dukkede kun 4 par op og etablerede sig. Men de var alle væk i begyndelsen af juni.

Selv på Fanø, hvor to par hedehøge etablerede sig efter cirka 20 års fravær på øen, gik det galt. Høj vandstand skyllede æg og unger væk i rederne, og hedehøgene på Fanø fik intet ud af 2016, siger ornitologen.

- Til sammenligning fløj mindst 100 unge hedehøge fra rederne i 2014 og 2015, og dén kendsgerning er med til at give en vis optimisme for de kommende år, siger Michael Bødker Clausen.

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden