Knallertkører amok på familie

En 18-årig knallertkører sprøjtede peberspray i øjnene på en 48-årig, da han påtalte hans hasarderede kørsel i Nørre Snede. Herefter truede den 18-årige mandens familie med en kniv.

Truede familien med kniv

Episoden skete på Falkevej i Nørre Snede torsdag aften kort før klokken 20.

Herefter gik den 18-årige hen til den 48-åriges familie, som overværede episoden.

- Han truer moderen og de tre børn med en kniv og siger, at han vil slå dem ihjel, fortæller vicepolitikommissær Michael Schultze fra lokalpolitiet i Herning.

Klokken 21 anholdte politiet den 18-årige. Han blev kørt til lokalpolitistationen i Herning, hvor han har overnattet i detentionen.

18-årig er varetægtsfængslet

Den unge mand er fredag formiddag blevet afhørt. Klokken 11 blev han fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet i tre uger.

Han nægter sig skyldig, men den 18-årige har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Vicepolitikommissær Michael Schultze oplyser, at den 18-årige hører til på en institution ved Sabro.

Familien har det godt

Den 48-årige mand og hans familie blev afhørt i går aftes.

Både den 48-årige og hans familie har det efter omstændighederne godt.