Kommuner blæser på FN

Kommuner investerer millioner på Vestbredden - selvom FN har anbefalet en boycot.

Ifølge FN og den danske regering er de israelske bosættelser på Vestbredden i Palistina ulovlige.

Alligevel har København, Esbjerg, Odense, Vejle, Kolding, Horsens og Slagelse investeret i virksomheder, der står bag byggerierne.

Beløbene fra hver kommune varierer fra Koldings 30.000 kroner til Københavns 12 millioner. Det skriver avisen Kommunen.

Tallene fremgår af en undersøgelse, som researchcentret Danwatch har foretaget.

Danwatch håber - med opbakning fra Forbrugerrådet og Folkekirkens Nødhjælp - at rapporten vil give anledning til selvransagelse i kommunernes økonomiafdelinger.