Kræftpatienter lette ofre for bedrag

Kræftpatienter er lette ofre for bedrag, når de søger til udlandet for at blive behandlet for en ofte uhelbredelig kræftsygdom.

Det har Alvin Balle, Vejle, oplevet.

Han lider af tarmkræft med udløb til lungerne og har fået talrige behandlinger i det danske sygehusvæsen siden 2002, men de danske læger gav ham ikke håb om helbredelse.

Derfor søgte han sidste år til overlæge Thomas Vogls klinik i Frankfurt. Adskillige danske kræftpatienter har glædesstrålende fortalt, at de er blevet helbredt af Thomas Vogl.

Alvin Balle fik tre behandlinger i Tyskland for 60.000 kroner.

- Jeg og min hustru fik den glædelige besked af Thomas Vogl, at der ikke længere var aktive kræftceller, men for en sikkerheds skyld skulle jeg have flere behandlinger, fortæller Alvin Balle.

Kræftafdelingen på Vejle Sygehus havde ikke vendt Alvin Balle ryggen, selv om han havde søgt alternativ behandling.

En skanning på sygehuset viste, at kræften ikke var gået i ro. Tværtimod havde den spredt sig, og kræftknuderne var blevet 35 til 40 procent større under behandlingen i Frankfurt.

- Den besked gav en voldsom psykologisk nedtur, husker Alvin Balle.

Professor og overlæge på kræftafdelingen på Vejle Sygehus, Anders Jacobsen, er vred over, at Alvin Balle ikke har fået ærlig besked i Tyskland.

- Hvis behandlingen var foretaget her i landet, så ville den pågældende læge efter min bedste faglige overbevisning kunne dømmes for ikke at leve op til bedste specialiststandard, siger Anders Jacobsen. 

Kritik af Kræftens Bekæmpelse

Han kritiserer også Kræftens Bekæmpelse for ikke at give patienterne en ordentlig rådgivning.

- Vores patienter fortæller, at Kræftens Bekæmpelse anbefaler behandling hos Thomas Vogl, siger Anders Jacobsen.

Det afviser Kræftens Bekæmpelse dog.

- Vi har hverken anbefalet eller frarådet behandlingen i Tyskland, siger regionschef Peter Borup Sørensen, Kræftens Bekæmpelse.

Alvin Balle opfordrer de danske kræftafdelinger til at følge op på de patienter, der er blevet behandlet i udlandet, så det kan dokumenteres, om behandlingerne virker eller er virkningsløse.

Professor Anders Jacobsen støtter, at de danske kræftafdelinger tager hånd om de patienter, som kommer hjem fra behandling i udlandet. De skal også have mulighed for et frit sygehusvalg.

Overlæge Thomas Vogl afviser over for TV SYD, at Alvin Balles kræftknuder er vokset, og at sygdomme har spredt sig.

- Der er blot tale op, at knuderne er svulmet op som følge af behandlingen, påstår han.