Styrmand reddet op af vandet: Erklæret død på hospitalet

Søndag eftermiddag er en filippinsk mand fundet i vandet ud for Blåvands kyst. Han blev fløjet til Skejby Sygehus med helikopter, men han er erklæret død ved ankomsten.

Opdateret: Manden blev erklæret død, da han ankom til Skejby Sygehus. 

En filippinsk mand er fløjet til Skejby Sygehus, efter han er blevet reddet op af vandet ud for Blåvands kyst. Manden er ifølge vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi i live, men hans tilstand er kritisk.

- Manden er formentlig faldet af et fragtskib, siger vagtchef Nikolaj Hølmkjær, Syd- og Sønderjyllands Politi.

To af Forsvarets helikoptere og både fra samtlige kystredningsstationer på vestkysten ledte søndag eftermiddag i Nordsøen efter andenstyrmanden, der var meldt savnet fra containerskibet. Det skriver Forsvaret på Twitter.

Jesper Lyngholm, vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter, oplyser til Ritzau, at andenstyrmanden sidst blev set af de ombordværende på skibet klokken 04 søndag morgen. Da han skulle møde på vagt igen kl.12.00, var der intet spor af ham.