Landby kortlægger opvarmning

Borgerne i landsbyen Vrønding vest for Horsens bliver i disse uger spurgt om, hvordan de holder varmen? Svarene skal pejle, hvor stor interessen er for at investere i vedvarende energi. F.eks. solceller.

Horsens Kommune har taget initiativ til at oprette Energilandsbyer. Syv landsbyer, bl.a. Vrønding, var repræsenteret på det første møde i organisationen. Energilandsbyer skal fremme energivenlige tiltag i de små byer.

Solceller på Forsamlingshuset

- Vi har et stort ønske om at få en bedre økonomi i vores forsamlingshus, siger Bo Rosenkvist, der er medlem af Landsbyrådet i Vrønding. Et middel kunne være at gøre huset energineutralt i form af for eksempel solceller. Udfordringen er selvfølgelig økonomien. Der er ikke bundet penge i halen på kommunens initiativ, men vi kan få råd om de finansielle muligheder. Foreløbig skal vi ud og stemme dørklokker for at få registreret, hvordan borgerne i Vrønding opvarmer deres huse lige nu og vejre interessen for fremtidige opvarmningsmetoder.

Andelstanken?

Hans Bang-Hansen (V), der er formand for Teknik og Miljøudvalget, siger om initiativet:

- Formålet med Energilandsbyer er blandt andet at få afdækket landsbyborgernes tanker og idéer med hensyn til vedvarende energi. Er der ønsker om at genoplive andelstanken, når det gælder vedvarende energi, eller vil hver husejer hellere installere sine egne solceller eller jordvarmeanlæg? Hvis landsbyborgerne vil skyde noget energi i at udforske området, vil Horsens Kommune til gengæld bistå med råd og vejledning, siger Hans Bang-Hansen.

- Tingene strander desværre ofte på, at vi selv må finde ud af tingene. Derfor er kommunens initiativ med energilandsbyer rigtig godt, siger Bo Rosenkvist og understreger, at landsbyborgerne - med kommunen på sidelinjen - i højere grad kan undgå for store hurdler i processen med deraf følgende risiko for udbrændthed hos frivillige ildsjæle.

Ifølge planen skal møder om Energilandsbyer føre til konkrete projekter i løbet af foråret 2013.