TV der bevæger dig

Lego-fond donerer 25 millioner kroner til Dansk Flygtningehjælp

Ole Kirk’s Fond og Dansk Flygtningehjælp har udviklet en ny form for samarbejde mellem en fond og en humanitær organisation, som gør det muligt for Dansk Flygtningehjælp at rykke ud med hjælp til flygtningekriser med få dages varsel. Foto: Afolabi Sotunde, scanpix

Ole Kirk’s Fond og Dansk Flygtningehjælp har udviklet en ny form for samarbejde mellem en fond og en humanitær organisation, som gør det muligt for Dansk Flygtningehjælp at rykke ud med hjælp til flygtningekriser med få dages varsel.

Det sker gennem oprettelsen af en global akutpulje, som Ole Kirk’s Fond har doneret 15 millioner til over de næste tre år. Midlerne kan aktiveres af Ole Kirk’s Fond i krisesituationer, hvor der er brug for hurtig handling. Derudover donerer Ole Kirk’s Fond 10 millioner i samme periode til langsigtede indsatser for flygtninge i Mellemøsten.

- Samarbejdet med Ole Kirk’s Fond er nyskabende, fordi deres donation er fleksibel og ikke givet til specifikke projekter. Det giver os mulighed for at være velforberedte, for vi ved desværre, at kriserne vil opstå, vi ved dog ikke hvor eller hvornår, det vil ske, siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, i en pressemeddelelse.

- Den globale flygtningesituation udgør et af verdens alvorligste problemer. Det er et meget stort ønske for mig og min familie at kunne bidrage til at afhjælpe denne situation og særligt at nå ud til de mange børn, der lever under umenneskelige forhold i en krisesituation og efterfølgende desværre ofte i flygtningelejre i rigtig lang tid. Derfor er jeg meget glad for det samarbejde, vi nu sætter i gang, siger Kjeld Kirk Kristiansen, formand for Ole Kirk’s Fond.

Ole Kirk’s Fond

Ole Kirk’s Fond blev oprettet i 1964 i erindring om LEGO Koncernens stifter, Ole Kirk Kristiansen. Fonden er alment velgørende og støtter fortrinsvis sociale, kulturelle, humanitære og uddannelsesmæssige formål. Fondens formål er at fremme livskvalitet for børn og deres familier primært i Danmark. Ole Kirk’s Fond støtter ligeledes projekter og initiativer i Billund Kommune med henblik på at skabe gode og attraktive fritidsaktiviteter for områdets beboere og ansatte i LEGO Koncernen.
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu