Lokal Crazy Daisy politianmeldt for ulovlig markedsføring

Seks gange har Crazy Daisy i Haderslev lavet ulovlig markedsføring. Det har fået Forbrugerombudsmanden til at politianmelde diskoteket.

Crazy Daisy i Haderslev er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for at målrette reklamer for arrangementer med alkohol mod unge under 18 år.

Det er sket seks gange i perioden fra juni 2017 til august 2018. Diskoteket har blandt andet skrevet om et arrangement:

”Alder: 16+”:

”Billetten fungerer også som drinksbillet til én forfriskning. Vi står klar med helstegt pattegris, kolde fadøl og den bedste musik, der kan nydes under åben himmel.”

Den anmeldelse bliver mødt af en uforstående indehaver, der dog erkender, det er sket. 

- Det er en fejl. Det har ikke været vores hensigt at gøre noget ulovligt. Men noget tyder på, at man er gået efter manden og ikke bolden, siger Martin Karas Christiansen, der er indehaver af Crazy Daisy i Haderslev.

Kendte ikke lovændring

Fra 1. juli 2017 blev markedsføringsloven ændret. Derfor må man ikke længere rette markedsføring mod børn og unge, hvor man opfordrer til alkohol.

Den ændring var indehaveren af Crazy Daisy i Haderslev ikke bevidst om. Det blev han først i august 2018.

quote

Man klipper hækken for langt ned i forhold til, hvad der er godt for den.

Martin Karas Christiansen, indehaver, Crazy Daisy, Haderslev

Herefter fulgte diskoteket lovgivningen og stoppede med at målrette markedsføring mod unge under 18 år. Netop derfor har indehaveren svært ved at forstå politianmeldelsen.

- Jeg kan forstå, hvis vi havde gjort det frem til i dag. Men det har vi ikke. Så min grundlæggende holdning er, at det er ligesom en nabostrid. Man klipper hækken for langt ned i forhold til, hvad der er godt for busken, siger Martin Karas Christiansen.

Diskoteksindehaver savner dialog

Han så meget hellere, at Forbrugerombudsmanden eller Alkohol & Samfund var gået i dialog med Crazy Daisy i Haderslev. 

- Jeg følger også bare loven, hvis jeg ser en person gå over for gult, så kan jeg også politianmelde ham. Men det gør jeg ikke. Så jeg synes bare, der skulle have været en dialog mellem os, siger Martin Karas Christiansen.

Han forstår dog godt, at Forbrugerombudsmanden og Alkohol & Samfund bare gør deres arbejde.