Loppemarked samlede 100.000 kroner ind til kræftsyge børn

I denne weekend har to søstre fra Kolding for tredje gang samlet ind til kræftramte børn, og det blev en succes.

Det lykkedes to søstre fra Kolding med deres projekt Shop med Hjertet at samle godt 100.000 kroner ind til Børnecancerfonden.

I denne weekend havde de arrangeret et loppemarked i KFUM-hallerne i Kolding, hvor 800 besøgende lagde vejen forbi. Arrangørerne er tilfredse, selvom det gode vejr gjorde besøgstallet mindre end sidste år.

- Vi gør det ikke over to dage næste år, for det er simpelthen for hårdt arbejde for to personer, men vi gør det helt sikkert igen - og det bliver en dag, hvor det regner udenfor, siger den ene af søstrene, Tina Poder, til TV SYD.