Måling: Alternativet og LA står til godt valg

Alternativet får et enkelt mandat og Liberal Alliance kan fordoble sit mandattal og sende to kandidater i Folketinget. De to partier er spået et godt valg i Sydjyllands Storkreds i den seneste måling fra Altinget.dk.

De er helt nye på stemmesedlerne og har endda fået pladsen allernederst, liste Å. Men ikke desto mindre ser Alternativet ifølge målingerne ud til at blive en af valgets helt storevindere.

Ingen troede på Uffe Elbæks nye parti, da valgkampen gik i gang for tre uger siden, men nu tyder de seneste målinger på, at Alternativet napper et af mandaterne fra Sydjyllands Storkreds.

Hvis den forudsigelse kommer til at holde stik, så sender partiet sin spidskandidat i Sydjyllands Storkreds, Kim Hyttel, til Christiansborg. Og det bliver en stor opgave, siger den debuterende folketingskandidat, der til daglig er højskolelærer og musiker, som har dette bud på, hvorfor det er gået så godt:

- Folk vil gerne have noget nyt, og vi er de eneste, der kommer med reelt nyt. Vi taler om miljø, ny politisk kultur og bæredygtighed, siger Kim Hyttel til TV SYD.

Også Liberal Alliance ser i Altinget.dk?s måling ud til at komme sejrrigt ud af valget i Sydjyllands Storkreds. Partiet har i øjeblikket et enkelt mandat storkredsen, besat af Mette Bock. Men holder prognoserne stik, så kommer partiet til at fordoble antallet af mandater, så to LA?ere kommer på tinge.

Sker det, så vil Mette Bock, partiets spidskandidat, ikke blive den eneste Liberal Alliance-politiker fra Sydjyllands Storkreds i Folketinget efter valget. Ifølge prognoser er der også et mandat ti partiets kandidat Henrik Dahl. Og den fremgang er et stort skulderklap til partiet, lyder det fra Mette Bock, der er tilfreds med sin og partiets valgkamp:

- Valg skal vindes mellem de to valg, og jeg har gjort meget ud af at komme ud og tale med folk gennem de seneste fire år. Liberal Alliance er ikke kommet med nye forslag under valgkampen, vi har vores politik på plads, siger Mette Bock til TV SYD.