TV der bevæger dig

Mand var i livsfare efter knivstik

Efterforskerne er stadig i gang på Nygårdsvej i Esbjerg. Foto: Louise Mathilde Johnsen, TV SYD

Tre personer fra lokalområdet er anholdt efter et knivstikkeri i nat og sigtet for grov vold.

Betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede natten til tirsdag ud til en boligblok i Esbjerg efter flere anmeldelser om husspektakler. 

Her fandt de en 36-årig mand fra Esbjerg liggende på en repos med skader fra knivstik.

I en lejlighed på tredje sal på Nygårdsvej blev tre personer anholdt. Det er tale om to 32-årige mænd fra henholdsvis Varde og Esbjerg og en 28-årig kvinde ligeledes fra Esbjerg.

Lejligheden bar præg af tumult, og politiet formoder, at det er her, knivstikkeriet foregik. De tre vil blive afhørt i løbet af dagen.

Offerets tilstand er stabil
Offeret var i livsfare efter knivstikkeriet. Han er indlagt på Sydvestjysk Sygehus, hvor lægerne melder, at hans tilstand nu er stabil. 

Politiet er stadig i gang med tekniske undersøgelser i og omkring boligblokken. Desuden vil naboerne til lejligheden blive afhørt i løbet af dagen. 

Helle Lundberg, der er kommunikationsrådgiver ved Syd- og Sønderjyllands Politi, oplyser til Ritzau, at de tre personer er sigtet for grov vold.

- Men det kan være, at sigtelsen hæves til drabsforsøg, siger hun.

Det er uvist, hvordan de tre forholder sig til sigtelsen.

Ifølge Ritzau kan politiet på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvad motivet bag hændelsen var.

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden