Markant færre kampvalg

Antallet af sogne, hvor der skal være kampvalg til menighedsrådene, er næsten halveret. I år skal der kun være valg i 85 af 1789 sogne, viser en foreløbig opgørelse fra kirkeministeriet.

TV SYD besøger Gauerslund sogn syd for Vejle. Her er opstillet tre lister til valget tirsdag den 13. november.

Men i langt de fleste tilfælde er der kun opstillet en enkelt liste - og valget afgjort ved såkaldt aftale-valg.

Halveret

I Haderslev Stift skal der være valg i ni sogne ud af 153. Det er kun en mindre tilbagegang i forhold til 2008, hvor der var kampvalg i 15 ud af dengang 163 sogne.

I Ribe Stift er antallet af kampvalg præcis halveret. Nemlig fra 20 i 2008 til 10 i år. Og for fire år siden var der endda 190 sogne mod kun 185 i dag.

Central rolle

Ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen mener ikke, at det er afgørende hvordan menighedsrådene vælges:

- Menighedsrådene har en meget central rolle i folkekirken. De har ansvaret for både de kirkelige og de administrative anliggender i sognene. Derfor er det vigtigt, at der bliver valgt nogle engagerede mennesker til rådene. Valget kan efter reglerne gennemføres som afstemningsvalg, hvor der er flere lister, eller som et aftalevalg, hvor der kun er en enkelt liste. Man kan ikke sige, at den ene valgform er mere rigtig end den anden. Vi er ofte tilbøjelige til kun at betragte et afstemningsvalg mellem flere lister som et rigtigt valg. Men et aftalevalg, hvor man på et opstillingsmøde er blevet enige om en enkelt liste, kan sagtens være resultat af, at man har haft en god debat om kirken og på den måde også har valgt et menighedsråd på demokratisk vis.

Her skal der være kampvalg:

Haderslev Stift: Afstemning til 9 af 153 menighedsråd - 2008: Afstemning til 13 af 163 råd.

Gauerslund Sogn, 3 lister.

Sønder Bjert Sogn, 2 lister

Hedensted Sogn, 2 lister

Haderslev Vor Frue Domsogn, 3 lister

Hoptrup Sogn, 2 lister

Oksbøl Sogn, 2 lister

Aabenraa Sogn, 3 lister

Gråsten Sogn, 2 lister

Tinglev Sogn, 2 lister

Ribe Stift: Afstemning til 10 af 185 menighedsråd - 2008:Afstemning til 20 af 190 råd

Brejning Sogn, 3 lister

Ølgod Sogn, 2 lister

Varde Sogn, 4 lister

Ribe Domsogn, 3 lister

Sankt Katharine Sogn, 4 lister

Nordby Sogn, 2 lister

Andst Sogn, 2 lister

Grindsted Sogn, 3 lister

Grene Sogn, 3 lister

Sædden Sogn, 2 lister

Fra Viborg Stift skal nævnes, at der skal være kampvalg i Gludsted Sogn - med 2 lister.