Masser af bøvl på motorvejen

Morgentrafikken på motorvejen fra Kolding mod Esbjerg udviklede sig fredag morgen og formiddag til en kaotisk affære for mange trafikanter.

Et mindre uheld i vestlig retning nær Holsted skabte kø. Og cirka en kilometer bagud skete der 20 minutter senere endnu et uheld, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Fem biler tørnede sammen, og vragdele blev kastet godt rundt derude. Nogle af delene kom over i det østgående spor, fortæller vagtchef, Ole Aamann.

Motorvejen var i kort tid var lukket for trafik i begge retninger.

Ingen mennesker kom alvorligt til skade ved uheldene. Det første skete lidt før klokken syv og frem mod kl. 10 var der stadig ophobning af biler på strækningen.