Mesterbokser vil være professionel

Esbjerg-bokseren, Peter Gram, stiller 9. februar op til sin første professionelle kamp i Esbjerg. Han har bokset siden 1999 og som amatørbokser er han jysk og dansk mester, og han er også kendt fra EM og VM.

- Jeg glæder mig helt vildt til kampen, og jeg træner målrettet, fortæller Peter Gram.

Professionelle kampe stiller ekstra krav til udholdenhed, så han træner to gange om dagen.

Peter Gram er havnearbejder, og kollegerne på havnen har sat ham under hårdt pres. Han har fået at vide, at han ikke skal vise sig på havnen igen, hvis han ikke vinder kampen.

Modstanderen er ikke fundet nu, men Peter Gram stiller op for Team Sauerland.

For Peter Gram er det den største kamp i karrieren som bokser. Den kan blive adgangen til den professionelle verden.

Han begyndte at bokse sammen med sin storebror, og han blev så bidt af det, at han fortsatte, da broderen holdt op.

- Jeg elsker det, siger han.