Midtjysk motorvej løser ikke akutte trafikpropper

En midtjysk motorvej er på vej ind i varmen hos politikerne. Men den løser ikke de akutte problemer med køer på E45 omkring Horsens.

Borgmestrene fra Randers og Horsens  er glade for udmeldingen fra transportminister Hans Chr. Schmidt (V). Men det er en langsigtet investering, som ikke løser de akutte problemer med trafikpropper.

- Rapporten siger klart, at en midtjysk motorvej vil have en meget begrænset effekt på E45 – og primært en effekt andre steder end der, hvor problemerne er værst, nemlig mellem Aarhus og Vejle, siger borgmester Peter Sørensen, Horsens.

Hærvejsmotorvejen, som den også bliver kaldt skal bl.a. sikre bedre betingelser for vækst i det vestjyske. Men den vil nærmest ingen betydning have på den østjyske motorvej.

I øjeblikket stiger trafikken fra Horsens og nordpå med fem procent om året. Og der er voldsomme trængselsproblemer. Borgmestrene gør opmærksom på, at en udvidelse af E45 faktisk er skrevet ind i regeringsgrundlaget.