TV der bevæger dig

Misforståelse førte til sigtelser

Ulykkesbilen havnede på taget.

De overlevende fra dødsulykken på Rømø torsdag i sidste uge forsøgte ikke at forvanske beviserne ved at lægge bilnøglerne på den hårdt kvæstede 21-årige, der senere døde.

Det kan Syd- og Sønderjyllands Politi slå fast efter at have gransket sagen.

Ulykken skete på grund af hasarderet kørsel på stranden ved Lakolk. I høj fart forsøgte den 20-årige fører af bilen en håndbremsevending, og bilen med fem unge væltede.

Den nu fængslede fører af bilen blev fremstillet i grundlovsforhør om eftermiddagen torsdag 11. juli.

Inden grundlovsforhøret havde en betjent fra den politipatrulje, der gav førstehjælp til den hårdt kvæstede unge mand på stranden, forklaret, at han fandt nøglerne på den kvæstede.

Det førte til, at de overlevende blev sigtet for bevisforfalskning.

En nøjere efterforskning viser imidlertid, at betjenten havde fået nøglerne af et vidne. Vidnet ved ikke, hvor de kom fra. Derefter har betjenten sandsynligvis enten tabt eller lagt nøglen tæt ved den nu afdøde, som han var i gang med at give førstehjælp, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den fængslede fører af bilen har erkendt uagtsomt manddrab.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden