Nødråb fra festival

Open Air festivallen i Varde er kommet i pengenød, da kun 1.200 har købt billet. Bestyrelsen har opfordret publikum til at købe billetter nu.

Open Air festivallen i Varde har udsendt et nødråb på deres Facebookside: Hvor bliver I af?

De har kun solgt 1.200 billetter af 4.000 - og det er under halvdelen af, hvad de plejer på dette tidspunkt, syv uger før festivallen.

Arrangørerne oplever et stigende antal gæster der fester udenfor, og det koster festivallen 130.000 kroner til oprydning.
De taber også penge på pirat-barer der sælger øl hentet i Tyskland. At der er byfest har arrangørene ikke noget imod - men det kan de ikke drive festival for.

På Facebook får bestyrelsen kritik af, at de ikke har et musikprogram der er spændende nok.

Formand Torben Lehmann siger til TV SYD at musik altid er en smagssag: Sidste år havde vi nok de tre største navne som Dizzy Mizz Lizzy, Christoffer og Rasmus Seebach, og dér fik vi udsolgt på festivallens første dag. I år har vi sat billetprisen 100 kr. ned, og præsenterer nogle andre navne i år.

Topnavnene i år er bla. Gnags, Electric Guitars, Danser med Drenge, Lars Lilholt Band, Johnny Madsen, Julias Moon og Magtens Korridorer. De kommer til Varde den sidste weekend i juli.

Festivallen har 38 år på bagen, og har altid oplevet op og nedgang - men der er altid blevet udsolgt. En stor del af festlighederne foregår uden for festivalpladsen i Varde. Her medbringer mange egne mad og drikkevarer.

- Lige nu har vi det problem, at vi ikke må gemme et overskud fra år til år. Vi skal jo uddele overskuddet til godgørende formål. Nu er vi så begyndt at få regninger ind, men da publikum køber billetter senere, så mangler der penge i kassen, fortæller formanden til TV SYD.

- Vi tror bestemt på, at publikum køber lige så mange billetter som de plejer, men ellers må vi overveje Open Airs fremtid i Varde, siger Torben Lehmann.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.