Nu begynder efterskoleåret

Søndag er første skoledag for rigtig mange efterskoleelever. På Vesterlund Efterskole i Give er de klar til at modtage 190 elever.

Der er ikke meget snak om folkeskolereform på Vesterlund Efterskole, for her er lærerne indstillet på, at det kræver meget tid at være efterskolelærer. På Efterskolen får de søndag nok at se til, når 190 elever skal begynde deres efterskoleår.

Ud af de 190 elever er der en overvægt af piger. 116 piger begynder sammen med 74 drenge. Og kun seks elever har gået på skolen forrige år, så der er mange nye ansigter, der skal lære hinanden at kende.

I det Syd- og Sønderjyske er der fortsat ledige pladser på næsten alle efterskolerne for både piger og drenge. Kun Vejle Idrætsefterskole har alle optaget på 10. klassetrin. Og enkelte har alt optaget for piger.