Nu er storkeungen i gang med flyvetræningen

Den stærkeste storkeunge flyver snart fra reden, siger ekspert.

Storkeungerne i Smedager flyver snart deres vej. Dagen går fortsat mest med at spise, sove og pudse fjer, men en af storkeungerne øver sig flittigt på at flyve.

Ungen basker engageret med vingerne og svæver op til en halv meter oppe i luften. Det varer ikke længe, før den flyver, siger storkeekspert Mogens Lange fra Storkene.dk til TV SYD.

quote

Der er normalt en slags hierarki, så den stærkeste unge prøver vingerne af først.

Mogens Lange, Storkene.dk

- Den har basket med vingerne gennem de seneste ti dage, og det ser rigtig fint ud. Når det lykkes den at komme halvanden til to meter op i luften, vil den flyve sin første tur og så komme tilbage til reden, siger Mogens Lange.

Den stærkeste flyver først

De to andre unger holder vingerne i ro.

- Der er normalt en slags hierarki, så den stærkeste unge prøver vingerne af først, og så venter de andre som regel på, at det bliver deres "tur", siger Mogens Lange. 

Den ene af storkeungerne i Smedager basker voldsomt med vingerne søndag ved middagstid.
Den ene af storkeungerne i Smedager basker voldsomt med vingerne søndag ved middagstid.
Foto: TV SYD/Storkene.dk

Går nok et par dage

Han tør ikke at sige, hvornår vi kan forvente at få ungen på vingerne. 

- Man ved aldrig, men det bliver næppe i dag eller i morgen. Det kan godt blive en af de nærmeste dage. Især hvis der kommer lidt vind, der kan give storkeungen det sidste skub til at flyve afsted, siger Mogens Lange.