P-kontrollører får overfaldsalarmer

De offentlige parkeringskontrollører oplever i stigende grad at blive truet. Derfor har Parkeringskontrol Syd, som er den offentlige parkeringskontrol i Sønderborg og Haderslev Kommuner, udstyret kontrollørerne med overfaldsalarmer.

Truslerne er et stigende problem, fortæller Parkeringskontrol Syd i Sønderborg.

Derfor er tiltaget blevet nødvendigt for at sikre, at parkeringskontrollørerne kan udføre deres arbejde uden trusler og voldelige angreb.

Når alarmen aktiveres, bliver der via vagtcentral tilkaldt politi til stedet, som lokaliseres via GPS samtidig med, at hændelserne bliver optaget og filmet til evt. senere brug i straffesager.

Trusler og vold mod parkeringskontrollører straffes efter straffelovens § 119 og 121 (forbrydelser mod en offentlig myndighed).