Påkørt fodgænger alvorligt kvæstet

En fodgænger, der mandag aften blev påkørt af en flugtbilist i Esbjerg, er alvorligt kvæstet. Han er overført til Odense Universitetshospital.

En 31-årig mand, der mandag aften blev kørt ned af en flugtbillist på Storegade i Esbjerg, er alvorligt kvæstet. Han er overført til Odense Universitetshospital, men er uden for livsfare. En 30-årig  mand slap med mindre kvæstelser. Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Henrik Sønderskov, tirsdag morgen til TV SYD.

Ulykken skete kort før kl. 20 mandag aften ved Ingo-servicestationen på Storegade i Esbjerg. Her blev de to mænd ramt af en bordeauxfarvet personbil, formentlig en Citroen, da de krydsede Storegade. Billisten stak af i høj fart ad Novrupvej.  

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser derfor vidner, der kan have set bilen før, under eller efter påkørslen, eller som ved, hvor den måske befinder sig. Bilen har ikke nødvendigvis større skader.

Den 30-årige mand slap med knubs og blev tilset på skadestuen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.