Martin lå i kunstig koma efter styrt - kæresten græd i tre dage

Martin Steen Hansen fra Holsted håber, at han er tilbage på speedwaycyklen til vinter.

Speedwaykøreren Martin Steen Hansen er kommet ovenpå igen efter en turbulent start på måneden.

Lørdag den 1. september var den 21-årige ude for et voldsomt styrt under en træning i Grindsted, hvorefter han blev hastet til Odense Universitetshospital med to hjerneblødninger og fire brækkede ryghvirvler. 

- Jeg har det fint. Der har været mange op- og nedture fra at se folk stå rundt om ens seng og tro det værste, til at kunne komme op og gå og føle sig okay efter sådan et slemt styrt, fortæller Martin Steen Hansen.

Husker ikke meget

Efter et stykke tid væk fra speedwaycyklen ville den unge kører den lørdag tage nogle ekstra omgange mod slutningen af sin træning. Her gik det galt, og han fløj forover på cyklen og slog hovedet voldsomt.

- Jeg husker ikke særlig meget af den sidste session. Noget af det sidste, jeg husker, er, at jeg kører ind på banen og siger til min far, at vi snart skal til at hjemad, for kæresten står derhjemme og laver mad til tyve gæster.

Herfra gik der to dage, inden Martin Steen Hansen igen husker noget, hvor han i mellemtiden var på operationsbordet og i kunstig koma. 

- Jeg havde en slange nede i halsen for at styre vejrtrækningen, men jeg følte selv, at jeg ikke kunne trække vejret. Så det første, jeg husker, er, at jeg kastede op af at have den slange nede, fordi jeg ikke kunne få luft.

- Der kom en læge og spurgte mig, hvad årstal vi havde, og der var jeg sikker på, at vi var i 2019. Det var vi ikke, fortalte han.

Godt en uge senere er Martin Steen Hansen tilbage i hjemmet, og tankerne om at komme tilbage på speedwaycyklen er taget med. 

Faktisk har de hele tiden været der, selv da han ikke var ved sine fulde fem i hospitalssengen.  

- Min far og min mosters kæreste stod nede for enden af sengen og snakkede om, om det nu var slut med speedway, og så har jeg løftet pegefingeren og sagt nej, idet jeg ikke har været 100 procent vågen.

- Speedway har været mit liv. Det har været der hver dag, så det ville være ligesom at tage slik fra børn, siger han.

Martin Steen Hansen lå med respiratorslange i halsen og en trykmåler i hovedet i de første dage efter sit styrt. Billedet er taget søndag 2. september, i dag er han på benene igen.
Martin Steen Hansen lå med respiratorslange i halsen og en trykmåler i hovedet i de første dage efter sit styrt. Billedet er taget søndag 2. september, i dag er han på benene igen.

- Grimt at sidde og se på 

Selvom Martin Steen Hansen ikke selv kan huske de første dage på hospitalet, har han set billeder af sig selv i kunstig koma efter at have fået opereret en trykmåler ind i hovedet.

- Det er da lidt grimt at sidde og se på, men det er nu sådan, det har været. Det bliver ligesom virkeligt, hvor slemt det egentlig har været. Det er klart, at en ting er at få det fortalt, men at få ting vist med billeder, viser lidt virkeligheden, så det var da lidt et chok at se i øjnene.

Ulykken betyder, at han har en del genoptræning foran sig. Det gælder en lammelse i venstre side af kroppen, men også balancen og nogle træk i ansigtet skal genoptrænes i den kommende tid. 

- Jeg regner med at være klar hen over vinteren. Jeg skal til noget genoptræning og bygge formen og alt andet op, jeg har tabt under det her. Så regner jeg med at være fuldt klar til næste sæson og være stærkere end nogensinde før, fortæller han.

"Nej, det kan ikke passe"

Som Martin Steen Hansen mindede sin far om inden styrtet, stod kæresten, Louise, derhjemme og var ved at lægge sidste hånd på menuen, inden lejligheden blev fyldt med gæster. 

- Jeg kan tydeligt huske, at jeg kigger op på klokken, og den er halv fire, og han havde lovet mig at være hjemme klokken fire, for jeg stod og skulle holde fødselsdag for hele min familie. Jeg havde fødselsdag dagen før, så vi skulle have tyve mand til spisning. Det, der skulle have været en festens dag, blev til sorgens dag i stedet for, fortæller hun.

I stedet for kæresten kom hendes forældre og svigermor med nyheden om ulykken, og kort tid efter de sammen ankom til hospitalet i Odense, blev Martin Steen Hansen lagt i kunstig koma, og lægerne opererede samtidig en trykmåler ind i hans hoved.

- Jeg kan huske, at jeg tænker: "Nej, det kan ikke passe", og der går længere tid, før det rent faktisk siver ind, at det her ikke er godt. Og så græd jeg i tre dage efterfølgende, siger Louise.

Selvom Martin Steen Hansen selv er opsat på at komme tilbage på cyklen, er kæresten ikke helt lige så begejstret. 

- Det bliver hårdt for mig, når han skal ud på banen igen, og jeg ved ikke lige helt, hvor tryg jeg vil være med at sende ham ud på banen igen. Men jeg ved, at det er en stor del af ham, og den vil jeg heller ikke tage fra ham, fortæller hun.

Martin Steen Hansen er tilknyttet klubben Holsted Speedway Klub, der også har den danske eksverdensmester Nicki Pedersen i klubben.