Politikers søn ønsket død på Twitter: - Det groveste, jeg nogensinde har oplevet

Det er retfærdigt, hvis folketingspolitiker Jesper Petersens søn går bort, skrev en person på Twitter. Tweetet blev anmeldt til politiet.

Uenighed i politik er ikke et sjældent syn. Det er en hård tone og grove kommentarer mod politikerne heller ikke. Især på de sociale medier kan kommentarerne være direkte upassende.

Det oplevede folketingspolitiker Jesper Petersen (S), der er valgt i Sydjyllands Storkreds, tilbage i august.

I et opslag på det sociale medie Twitter ytrede Jesper Petersen sig om arveafgiften, men en Twitter-bruger var uenig og besvarede Jesper Petersens tweet med følgende:

- Hvis det er retfærdigt, at jeg skal betale 36.25 procent i arveafgift, så er det vel også retfærdigt, at dine livsarvinger, og din (formoder jeg) lille grimme søn går bort, så du kan prøve hvordan det er? Ingen socialt skæv skat er retfærdig.

- Det er det groveste og mest personlige, jeg nogensinde har oplevet, siger Jesper Petersen til TV SYD i dag.

- Det er meget grænseoverskridende at drage mine børn ind i en politisk meningsudveksling på den måde.

Hård tone

Tonen i det offentlige rum er blevet hårdere, end den var for 10 år siden. Det mener 76 procent af danskerne ifølge en ny meningsmåling fra Megafon. 61 procent svarer endda, at de ofte afholder sig fra at debattere på sociale medier, fordi tonen er for grov.

 

Det sætter TV SYD sammen med de øvrige TV 2-regioner og TV 2 Danmark fokus på i denne uge.

Anmeldt til politiet

I første omgang delte Jesper Petersen brugerens tweet, og her mødte han opbakning fra sine følgere og kollegaer.

- Heldigvis tog både politikerkollegaer og andre brugere bladet fra munden og skrev, at det, vedkommende havde skrevet, simpelthen var for groft. Det er jeg meget glad for. At ønske min søn død er at gå langt over stregen, siger Jesper Petersen.

Efterfølgende blev han rådet til at anmelde episoden. Og det gjorde han.

- Jeg synes, der er grænser for, hvad man skal finde sig i - også som politiker. Jeg står gerne på mål for mine politiske synspunkter, men at drage min familie ind i det, er simpelthen for groft, siger Jesper Petersen.

Sagen er droppet

Det er nu et halvt år siden, at Jesper Petersen anmeldte sagen. I december fik han svar fra Københavns Politi, som meddelte, at man ikke ville gå videre med sagen.

TV SYD har læst politiets begrundelse, og her fremgår det, at der - uanset den meget grove udtalelse - ikke er begået noget strafbart, fordi der ikke fremsættes en egentlig trussel med ordvalget "går bort", der indikerer en aktiv handling påført af andre.

Samtidig lægger anklagemyndigheden vægt på, at udtalelsen er fremsat i en politisk sammenhæng vedrørende arveafgift.

- Jeg gør ikke mere ved sagen og accepterer myndighedernes beslutning, siger Jesper Petersen.

- Jeg håber aldrig, der kommer lignede sager

Her et halvt år efter oplevelsen har både Jesper Petersen og hans familie rystet den af sig.

- Lige nu er jeg bare glad for, at mine børn er så små, de ikke forstår det. 

Han understreger, at han er klar til enhver politisk diskussion, også med sine modstandere, og at det ikke ligger ham nært at anmelde folk.

- Men jeg håber aldrig, der kommer lignende sager, siger han.

TV SYD har været i kontakt med den bruger, der står bag tweetet til Jesper Petersen. Han fortæller, at tweetet ikke er en trussel. Han siger samtidig, at han synes, det er rimeligt at skrive sådan til et andet menneske på et socialt medie.