Prins Henrik indviede sin egen samlig af jadekunst

En af verdens største samlinger af jadekunst tilhører Prins Henrik. Lørdag indviede prinsen selv samlingen af de grønne skatte på Koldinghus.

Lørdag formiddag åbnede Koldinghus dørerne op for udstillingen af Prins Henriks samling af jadefigurer, der indeholder op mod 10.000 stykker.

Prins Henrik har hele sit liv samlet på asiatisk jadekunst og samlingen udgør i dag en af verdens største.

Samlingen står normalt på Fredensborg Slot, Amalienborg og på Château de Cayx, og spænder vidt både i stilarter, størrelse, form og farve. Fra lørdag og frem til slutningen af august kan man se den imponerede samlig på Koldinghus.

Jadesten, der i Asien har fået det poetiske tilnavn Himmelsten, er på grund af sin skønhed, farve og tekstur gennem årtusinder blevet brugt til udskårne figurer, kejserlige brugsgenstande, gaver til de døde, beskyttende talismaner og smykker.

Jade har ikke i samme omfang været brugt i Danmark, og derfor vil udstillingen give den besøgende et enestående blik ind i et kunsthåndværk, der ikke alene er fremmed for vores kultur, men som strækker sig flere tusinde år tilbage i tiden.

- Prins Henriks eminente samling af jadefigurer udgør en enestående platform til formidling af materialet jade, der er en forholdsvis ukendt ædelsten for langt de fleste i den vestlige verden. Et ukendskab, der står i skarp kontrast til Asiens tusindårige historie og kultur, hvor jadekunst har været en integreret del af livet, siger museumsdirektør på Koldinghus, Thomas C. Thulstrup.