Et vidne så tre mørkeklædte og maskerede mænd smadre en butiksrude hos Shelle på Bohrsvej i Ribe og trække pengeskabet fri med en mørkeblå mellemstor varebil med registreringsnr. UV 96 477.
En mørkeblå VW Sharan med denne stjålne nummerplade blev søndag morgen fundet efterladt i Skads ved Esbjerg. Bilen er stjålet natten til fredag fra en bilforhandler i Hedensted.
- Sammen med bilen fandt vi også pengeskabet fra Shell i Ribe. Pengeskabet er brudt op og tyvene har taget al indhold med sig, siger vagtchefen Ivan Gohr Jensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Stjal ny flugtbil
Meget tæt på den adresse i Skads, hvor tyvene har efterladt den mørkeblå VW Sharan, er der stjålet en Zuzuki Balleno - også mørkeblå i øvrigt - med registreringsnr. YY 44 567, som vagtchef Ivan Gohr Jensen er overbevist om, er brugt til rambuktyvenes videre færd.
Hvis nogen observerer denne bil, vil Syd- og Sønderjyllands Politi gerne orienteres på tlf. nr. 1-1-4.