Rørende fortælling: Derfor vil Amad være maskinmester

Amad Nehad har et mål for fremtiden og får ros fra integrationsministeren, der mandag besøgte ham.

I 2015 kom 19-årige Amad Nehad til Danmark som flygtning fra Syrien. I dag har han arbejde på Ribe Camping, hvor de er glade for ham.

Amad skal efter planen tage en 9. klasses-eksamen og efterfølgende i praktik hos Esbjerg Havn. Han har et klart mål om, hvad han gerne vil være.

- Da jeg var på vej fra mit hjemland til Europa, gik vores båd i stykker. Jeg var bange for, at jeg skulle dø. Der var også kvinder og børn ombord, alle var bange. Da jeg kom hertil, besluttede jeg mig for, at jeg ville være maskinmester, så jeg kan hjælpe andre mennesker, hvis en båd skulle gå i stykker, fortæller Amad.

Minister: Han skal nok blive til noget

Mandag kom integrationsminister Inger Støjberg (V) på besøg hos campingpladsen for at høre om, hvordan de håndterer at have en flygtning i arbejde og for at møde Amad.

- Amad gør en særlig stor indsats, og i virkeligheden er han også irriteret over, at for mange af hans venner og bekendte ikke gør det. Det viser mig, hvor vigtigt det er, at vi fører en håndfast politik. Det viser også at en mand som Amad, han skal nok blive til noget, hvis han vil være maskinmester, så er jeg ikke et hak i tvivl om, at det skal han nok blive, siger Inger Støjberg.

Se hele indslaget herunder.