Se billederne: Syre-udslip i Vamdrup

Kort før kl. 9 var der melding om udslip af kemikalier i et lagerhotel på Bavnevej i Vamdrup. To personer, som opholdt sig i bygningen er tilset af en læge.

Lagerhotellet tilhører firmaet H. Daugaard - og det er registreret som en risikovirksomhed.

- Der er tale om en palletank, som indeholder salpetersyre og flussyre. Den har været utæt og der er løbet en del væske ud, fortæller indsatsleder Ronni Petersen, Kolding Brandvæsen, til TV SYD.

Ny tank

Ca. 20 kvadratmeter af lagerhotellet er forurenet. Resten af indholdet i den utætte palletank skal i løbet af formiddagen pumpes over i en ny tank.

Brandfolkene arbejdede med fuldt åndedrætsværn under oprydningen.

- Alt syre er farligt. Det er jo ætsende i luftvejene, siger Ronni Petersen.

Ambulancer

Der er rekvireret ambulancer og en læge til stedet. Lægen har tilset to personer, som befandt sig i lokalet, hvor der gik hul på en beholder med kemikalierne.

Flussyre bruges bl.a. til at "rense" rustfri stål til jet-fly. Flussyre er ekstrem farligt, da både flour-ionen og syre-ionen er reaktive og vil kunne fortsætte med at nedbryde væv og knogler (ætse), hvis det ikke neutraliseres hurtigt.

Beholderen er nu bragt ud i det fri og anbragt i en balje. Der er ikke behov for evakuering af omliggende bygninger, oplyser vagtchefen.

Lagerhotellet ejes af specitionsfirmaet H. Daugaard. Det er registreret efter det såkaldte Seveso-direktiv, som omhandler behandlingen af meget giftige stoffer.