Sidste ord fra kandidaterne

TV Syd har sendt den sidste debat med de politikere, der stiller op til folketingsvalget. Nogle nye, andre gamle rotter. Tre kvarter med debat og analyse.

Resten af udsendelsen står i valgets tegn. Massimo Grillo står klar i studiet.

Nogle af dem kommer ind, andre ryger ud. Sådan er vilkårene, hver gang vi går til valg. TV Syd havde begge kategorier med i den sidste lange debat, hvor den politiske redaktør fra JyskeVestkysten, Poul-Erik Thomsen, leverede analysen.

Valgkamp hos naboen

Fra de konservative deltog videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen og finanspolitisk ordfører Mike Legarth, mens den tredje konservative i Sydjylland, kulturminister Carina Christensen, ikke havde mulighed for at være med.

I begyndelsen af valgkampen lovede de tre konservative kandidater, at de ikke ville føre personlig kampagne hos hinanden. Men det løfte har de ikke levet op til, og det kan hænge sammen med, at meningsmålingerne kun giver plads til en konservativ kandidat i Sydjylland.

Minister-emner

Kristian Thulesen Dahl fra Vejle var med i udsendelsen, og han skulle også tale om meningsmålinger, der ikke var så gode for partiet.

Socialdemokraten Henrik Dam Kristensen fra Horsens og SF'er Jesper Petersen fra Sønderborg blev forhørt om minister-emner blandt de sydjyske kandidater.

Her er socialdemokraten Bjarne Corydon en mulighed - hvis altså den røde blok vinder valget. Han stiller op til valg for første gang efter Kim Mortensen. Det samme gælder en anden ny socialdemokratisk kandidat, Christian Rabjerg Madsen, der har afløst Julie Rademacher.

Strategien kiksede

Blandt de øvrige politikere i debatten var skatteminister Peter Christensen, som fik mulighed for at forklare, hvorfor Venstres valg-strategi ikke lykkedes.

De radikale var repræsenteret af Lotte Rod, Aabenraa, og Marlene Borst Lorentzen, Kolding. De kunne sammen med tidligere minister Ulla Tørnæs tale om, hvordan det er at bo et sted og stille op et andet. Ulla Tørnæs er jo stillet op i Esbjerg, men bor i Holsterbro.

En ny kandidat kom fra Esbjerg, nemlig Henning Hyllested fra Enhedslisten. Meningsmålingerne giver ham en stor chance for at blive valgt.