Sjovt at være gammel i Haderslev

Ikke noget med piller, hvis beboerne på plejehjemmet bliver lidt lystige. Det er bedre at ringe efter assistance fra professionelle. 

Sex i den "tredje alder" er et overset tabu på mange plejehjem. I Tønder og Sønderborg Kommune medicinerer man de ældre, så de ikke befamler personalet på grund af seksuelle frustrationer.

Stor åbenhed

Sådan gør man ikke på Hiort Lorenzens Plejecenter i Haderslev. Her er personalet parat til at ringe efter prostituerede, hvis lysten melder sig hos de ældre. 

Plejecenterleder Karen Margrethe Iversen siger, at der er åbenhed om spørgsmålet, og netop dén slags åbenhed er lige dét, beboerne efterspørger. Også selvom man er over 90.

Sigfred på 96

En af beboerne, Jytte Andersen, får hver dag besøg af sin ven, Sigfred. Han er 96, og den slags besøg er helt frie på plejecentret, hvor Jytte Andersen har fået tilbudt overnatningsmuligheder for sin ven, hvis hun har lyst til det.

Karen Margrethe Iversen synes, diskussionen om de ældres sexliv ender i snak om prostituerede og sex-legetøj. Et seksual-liv er meget mere end det. Det er også nærhed, berøring og opmærksomhed, og det er lige så vigtigt som den fysiske kontakt.

Men hvis der er brug for det, så ringer personalet gerne efter en glædes-pige, som Karen Margrethe Iversen udtrykker det. Hun synes, det er et mere dækkende udtryk, fordi de gamle ofte har behov for andet end den fysiske kontakt. En samtale og en venlig berøring kan være nok.

En rar mand

Jytte Andersen synes, hendes ven er en rigtig rar mand, og hun er glad, når han kommer. Hun synes, at folk skal følge deres lyster, som hun udtrykker det. Hun taler åbent om det, og det gør de øvrige beboere også.

I dag blev emnet også taget op omkring kaffe-bordet. Mest fordi en af damerne trak fire seks'ere i kortspil.