Fartdjævle: Skatere kører 80 km/t ned ad bakke

Søndag kører 70 skatere ræs ned ad bakken ved Munkebjerg med 80 kilometer i timen.

De fleste vil nok mene, at de er lidt vilde. 70 skatere fra otte forskellige lande kører i dag ræs ned ad bakken ved Munkebjerg. Bakken fra hotellet og ned til fjorden er fyldt med hårnålesving og stejle strækninger, men det er lige netop dét, som vovehalsene er samlet for at udfordre. 

Hør Nicki Elgaard fortælle om turen ned ad bakken.

- Det er super fedt. Det er først og fremmest et adrenalinkick, siger kører og løbsarrangør Nicki Elgaard, der, som navnet antyder, er medlem af den fartelskende familie. 

Skaterne har fået lov til at låne den 1.300 meter lange bakke til at køre ræs i det såkaldet Downhill Longboarding, hvor man kører på lange skateboards ned ad bakke.

- Det kræver lidt hår på brystet. Det er ikke noget, man bare lige gør. Der ligger mange års træning bag, siger Nicki Elgaard.

Superman i læderdragt
Det er fjerde år i træk, at stævnet "King in the North" finder sted. Der er heldigvis ikke sket alvorlige skader på noget tidspunkt endnu. I gårsdagens prøvekørsel slog en skater dog en skulder af led, og en anden forstuvede anklen. 

quote

Læderdragten giver lidt ekstra. Man føler sig lidt som en superman, når man får den på.

Nicki Elgaard, løbsarrangør, King in the North

- Læderdragten giver lidt ekstra. Man føler sig lidt som en superman, når man får den på, fordi man ikke slår sig på samme måde, siger Nicki Elgaard og fortsætter: 

- Det farligste i år er, hvis man mister kontrollen ud af det hurtige sving med 80 km/t, og boardet begynder at flakke, så man bliver kastet ukontrollerbart af, siger Nicki Elgaard, der glæder sig over, at det i år ikke er regnvejr, som gør vejene våde og endnu mere farlige.

Kæmper om æren
Selvom det er noget af et vovestykke at køre ned ad bakken, er der ikke store pengepræmier i vente til vinderen. 

- Du kan vinde titlen og æren, og det er faktisk det, som er den største præmie. Vi har også hjemmelavede trofæer, og det er meget prestigefyldt at have sådan et stående, ikke mindst for tyskere, svenskere, nordmænd og danskere, siger kører og løbsarrangør Nicki Elgaard.