Emma droppede universitetet - vil hellere lave Danmarks bedste smørrebrød

Drømmen om at læse på universitetet kunne ikke hamle op med den passion, som Emma Kathrine Hjorth Sørensen fra Horsens mødte blandt råvarer og kreative anretninger i køkkenet.

På sin underarm har Emma Kathrine Hjorth Sørensen en kniv tatoveret.

For hende er det ikke bare en flot tatovering, men et symbol.

Et symbol på det fag som hun elsker, og som hun til februar skal dyste om at få titlen som landets bedste i.

quote

Jeg blev forelsket i stemningen og håndværket. Faktisk gik jeg nok hen og blev lidt en nørd

Emma Kathrine Hjorth Sørensen, elev på gastronomuddannelsen

- Det viser, at jeg brænder for det, fortæller hun om tatoveringen, som hun fik efter at have deltaget i DM i Skills sidste år.

DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som deltagere, hvor de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste.

Emma Kathrine Hjorth Sørensen øver sig frem mod DM i Skills.
Emma Kathrine Hjorth Sørensen har en kniv tatoveret på sin underarm. Hun fik den efter sin tredjeplads ved DM i Skills i 2022.
Foto: Jonatan Dybro, TV SYD

Det, som Emma Kathrine Hjorth Sørensen brænder for, er nemlig mad.

Hun går på gastronomuddannelsen, og passionen for råvarer, smag og ernæring har gjort hende til en af landets dygtigste elever.

Endda så dygtig at hun blev nummer tre ved DM i Skills indenfor sin kategori ‘Smørrebrød og Catering’ sidste år.

I år stiller hun op igen. Denne gang for at blive nummer ét.

DM i Smørrebrød og Catering

Hvad oplever man som tilskuer ved caternes stand til DM i Skills?
Seks smørrebrød- og cateringelever der kæmper om at være den bedste. Torsdag 2. februar konkurrerer de tre første og fredag 3. februar de tre sidste. De tre, der samlet gør det bedst, går videre til finalen lørdag 4. februar.

Hvad er det for en opgave, deltagerne skal løse?
I indledende runde torsdag og fredag laver smørrebrød- og cateringeleverne en buffet til fem couverter og en kreativ dessert til 20 couverter. Eleverne har øvet sig på retterne og på forhånd bestilt råvarer. I finalen tilberedes fingerfood/canapéer til 20 personer, fyldt omelet til fire personer og smørrebrød (nyfortolkning af stegt fiskefilet) til fire personer.

Hvad gives der point for?
Smag, balance i grundsmage og tekstur, komplimenterer ingredienserne hinanden, præsentation, kreativitet, håndværk, mise en place, korrekt teknik og tilberedningsmetode.

Droppede universitetet

For Emma Kathrine Hjorth Sørensen har det ikke altid været en drøm at arbejde i et køkken. 

Faktisk havde hun efter gymnasiet sat kursen efter en uddannelse på universitetet.

Emma Kathrine Hjorth Sørensen øver sig frem mod DM i Skills.
På sin uddannelse inden for smørrebrød og catering lærer Emma Kathrine Hjorth Sørensen at fremstille og anrette delikat og flot smørrebrød, kolde og lune retter til frokostbordet og buffeten samt catering til fester.
Foto: Jonatan Dybro, TV SYD

Hun overvejede en fremtid som diætist, men fritidsjobs i køkkenet på hoteller og cafeer fik hende til at skifte retning.

- Jeg blev forelsket i stemningen og håndværket. Faktisk gik jeg nok hen og blev lidt en nørd, fortæller hun om sin interesse for madlavning og kunsten at sammensætte en menu.

quote

Jeg elsker at lave mad og give folk et smil på læben ved at leverer noget, som jeg har gjort mig umage med

Emma Kathrine Hjorth Sørensen, elev på gastronomuddannelsen

I stedet for det ellers planlagte sabbatår begyndte hun direkte på gastronomuddannelsen, som klæder hende på til et job i alt fra kantiner og restauranter til smørrebrøds- og delikatesseforretninger.

- Jeg elsker at lave mad og give folk et smil på læben ved at levere noget, som jeg har gjort mig umage med.

Og umagen er på sit højeste i disse dage, hvor alle Emma Kathrine Hjorth Sørensens kræfter er sat ind på det kommende DM i Skills.

DM i Skills giver unge som Emma Kathrine Hjort Sørensen chancen for at vise deres talenter. Det er desuden med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen – heriblandt grundskoleelever – erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder.
DM i Skills giver unge som Emma Kathrine Hjort Sørensen chancen for at vise deres talenter. Det er desuden med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen – heriblandt grundskoleelever – erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder.

Øver sig hver dag

Til DM i Skills, som finder sted i Fredericia fra 2. til 4. februar, skal eleverne lave en buffet til fem couverter og en kreativ dessert til 20 couverter.

Eleverne har øvet sig på retterne hjemmefra og på forhånd bestilt råvarer. I finalen tilberedes fingerfood/canapéer til 20 personer, fyldt omelet til fire personer og smørrebrød - som skal være en nyfortolkning af stegt fiskefilet - til fire personer.

- Det er en fed mulighed at komme op at vise, hvad jeg brænder for til nogen, der måske ikke ved, hvad de brænder for, siger Emma Kathrine Hjorth Sørensen.

Emma Kathrine Hjorth Sørensen øver sig frem mod DM i Skills.
Emma Kathrine Hjorth Sørensen bor i Horsens, hvor hun er elev hos virksomheden Vola. Hun uddanner sig på College360 i Silkeborg.
Foto: Jonatan Dybro, TV SYD

Ugerne frem mod DM i Skills bruger hun i køkkenet. Grundsmage, tekstur, præsentation, kreativitet, korrekt teknik og tilberedningsmetode er alt sammen noget af det, hun bliver bedømt på til mesterskabet.

- Nu ved jeg, at dem, jeg skal op imod, er mega dygtige, men lad den bedste vinde.