Skinkekutteren i fuld fart frem: 18-årige Nicoline er ved roret

Man behøver ikke sværge til røde pølser for at eje en pølsevogn. For Nicoline Hindbo var det drømmen om at være selvstændig, der gjorde hende til pølsemand.

- Jeg vil gerne have en ’Henning i presenning´ og en congobajer til at skylle ned med.

quote

Nogen synes måske, er jeg er meget ung og burde være i gang med en uddannelse, men jeg synes, at arbejdslivet passer meget bedre til mig.

Nicoline Hindbo, medejer af Axeltorvets Pølsevogn

De første mange gange Nicoline Hindbo stod bag disken i pølsevognen, fik den bestilling hende til at rynke på næsen.

Lignende bestillinger og udtryk er der mange af, og det er med at have styr på dem, når man er ‘tarmpusher’ og ‘skinkekaptajn’ som 18-årige Nicoline Hindbo.

- Kunderne siger de mærkeligste ting, men jeg har fanget, at congobajeren er en cocio. Den hører jeg mest, for alle skal have en cocio til deres pølser eller hotdogs, fortæller hun.

Sådan ser den klassiske hotdog ud, når den serveres hos Axeltorvets Pølsevogn i Fredericia.
Sådan ser den klassiske hotdog ud, når den serveres hos Axeltorvets Pølsevogn i Fredericia.

Arbejdslivet passer bedre

Indtil sommer sidste år var Nicoline i gang med en HF-uddannelse, men bøgerne sagde hende ikke særlig meget, og derfor valgte hun at droppe ud.

Pølsevognen var aldrig en drøm for hende, men det var lysten til at være sin egen chef til gengæld.

Pølsevogns-slang:

Pølsevognen:

Skinkekutter

Tarmbur

Restaurant Fodkold

 

Pølsemanden:

Skinkekaptajn

Tarmpusher

Fætter Fars

 

Rød pølse:

Kommunist

Karl Stegger

Død indianer

 

Pølse i svøb:

Henning i pressenning

Otto Leisner i lædervest

Finger med plaster

 

Almindelig hotdog:

Charter-brite med badevinger

Død indianer i kano

Eskimo i kajak

 

Fransk hotdog:

Skinkesøm i spændetrøje

Skaldet franskmand i sovepose

Død rotte i morgenkåbe

 

Drikkevarer:

Congobajer – Cocio

Glaspik – Cola

- Nogen synes måske, er jeg er meget ung og burde være i gang med en uddannelse, men jeg synes, at arbejdslivet passer meget bedre til mig, fortæller Nicoline.

Som chef i pølsevognen er det Nicolines job at stå for alt lige fra indkøb til vagtplanlægning og så selvfølgelig at holde styr på favoritterne, når stamkunderne kommer ind.

- Det er lidt sjovt, for stamkunderne skal jo helst bare kunne kigge på mig, og så skal jeg vide, hvad de skal have. Ikke spørge, men bare give dem det.

Små friterede kugler af smeltet ost og chili

Ud over at jonglere med ristede løg og syltede agurker har arbejdet i pølsevognen også været et møde med en helt ny kultur for Nicoline.

quote

Mange synes jo, det er noget med dansk kultur med pølsevogne, for de har været her i over 100 år.

Nicoline Hindbo, medejer af Axeltorvets Pølsevogn

- Mange synes jo, det er noget med dansk kultur med pølsevogne, for de har været her i over 100 år. Det er sådan noget danskerne godt kan lide, fortæller hun.

Hun er efterhånden ved at lære den tradition at kende, der hviler over en god gammeldags pølsevogn, men hun har dog tilladt sig at ændre lidt på menukortet.

Det betyder, at man nu kan bestille chili cheese tops, og de små friterede kugler af smeltet ost og chili er hurtigt blevet populære blandt kunderne. Nicoline er dog godt klar over, at man ikke bare kan ændre uhæmmet på maden i en pølsevogn.

- Det er lidt svært, for det skal jo helst være, som det plejer for kunderne. Så vi har ikke lavet det gamle om, men vi har tilføjet noget mere, så der er større udvalg. Vi beholder alt det, som en pølsevogn skal have, fortæller Nicoline.