Skole går konkurs, elever går usikker fremtid i møde

119 elever mister deres skole. Kommune springer til med akuthjælp.

- Hvad skal der blive af mig nu, tænker nogle af de 119 elever på Esbjerg Forberedende Erhvervsskole lige nu.

Ledelsen på deres skole har besluttet at erklære den konkurs efter flere år med underskud, og da ingen af politikerne i Esbjerg Byråds økonomiudvalg tirsdag ville nikke ja til akut krisehjælp på halvanden million kroner, var der ingen anden udvej. Nu indgiver ledelsen en begæring om konkurs til Skifteretten, skriver JydskeVestkysten.

Derfor nedsætter Esbjerg kommune nu en såkaldt task force, altså en gruppe af medarbejdere, som får det som akutopgave at hjælpe de 119 elever videre i tilværelsen via uddannelsessystemet.

Kommune rykker hurtigt nu

- Det er vigtigt, at eleverne ikke glider mellem fingrene på os, så vi rykker hurtigt her, siger Lise Willer, direktør for Borger og Arbejdsmarked i Esbjerg Kommune til avisen.

quote

 Hvad skal der blive af mig nu?

Marco Danielsen, elev, Produktionsskolen

Den konkursramte skole holder åbent resten af måneden, og imens vil kommunefolkene lave håndholdt indsats for hver enkelt elev, siger direktøren.

- Hvis de fortsat kan få glæde af at gå på en produktionsskole, vil vi forsøge at få dem overført til f.eks. den i Ribe. Der er også forløb på SOSU-skolen og AMU-kurser, siger hun. Også Esbjerg kommunes Jobcenter er klar til at gøre en indsats for de 119 unge elever.

En af dem er Marco Danielsen, 23 år. Han er rigtig ked af, at hans skole lukker.

- Jeg lærer ikke kun dansk og matematik her. Jeg lærer også at klare mig i hverdagen, siger han til JydskeVestkysten.

 Hvad skal der blive af mig nu, spørger han.