Skoler i Vejle advares mod farlige svampe

Det sker efter en familie er indlagt med livstruende forgiftning.

Tre fra en familie i Vejle er stadig indlagt på Rigshospitalet i København, efter de har spist svampe plukket i en skov ved Vejle.

Den yngste - en pige på 10 - har fået indopereret en anden lever, mens hendes bedstemor fortsat ligger i respirator og venter på en lever. Også pigens mor er alvorligt syg.

Familien kommer fra Asien, hvor nogle ufarlige svampe fra deres hjemland minde om de giftige her.

Det har nu fået Vejle kommune til at sende et brev til alle kommunens skoler fra kommunens naturvejleder Steen Hedrup, der har fundet det nødvendigt at forklare, hvordan man forholder sig til årstidens mange svampe i de lokale skove.
Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

- Man kan ikke fjerne de giftige svampe, da der gennem hele efteråret vil dukke nye eksemplarer op. Der vil derfor i resten af efteråret og i de kommende år være giftige grønne og snehvide fluesvampe i vores skove. Vi må lære at leve med dem, og det er ikke vanskeligt, informerer Steen Hedrup i brevet.

- 20 ud af vores 3.000 svampearter er dødeligt giftige, og er man det mindste i tvivl, så skal man smide svampene væk, siger naturvejlederen.