Skolernes Floorballdag: Motion, sjove timer og nye medlemmer

Tirsdag er det Skolernes Floorballdag. Elever fra 0. – 3. klasse fra lokale skoler var i dag samlet for at prøve sporten af.

Hallen i Gørding er fuld af børn, der løber rundt på halvgulvet med stave i hånden. De forsøger at ramme den lille hvide floorball og skyde den i mål.

Tirsdag er det Skolernes Floorballdag – en dag der er en del af det landsdækkende sundhedsprojekt Aktiv Året Rundt. Et projekt der er støttet af Nordea-fonden.

quote

Børnene får en masse motion, et par sjove timer i hallen, og så håber jeg, de forhåbentlig finder lysten til at spille floorball bagefter.

Martin Ray Klindtworth, formand, Gørding Knights Floorball Klub

Børn fra 0. til 3. klasse fra lokale skoler var på gulvet i hallen i Gørding for at prøve sporten. Martin Ray Klindtworth er formand for Gørding Knights Floorball Klub, og det glæder ham, at børnene får lov til at snuse lidt til sporten.

- Det er et spil, hvor alle kan være med uanset alder og niveau. Vores motto i klubben er: Der er plads til alle. Og der er plads til alle – tykke, tynde, høje og lave, siger formanden til TV SYD.

 Håber på flere medlemmer

Fire gange har arrangementet løbet af stablen i Gørding, og klubben vokser da også år for år.

- De sidste par år, vi har holdt det, har vi fået mellem 10 og 15 ny medlemmer. Det er børn, og det er jo dem, der er basis for klubben, siger han.

Han håber, at de kan gentage den succes i år igen.

- Børnene får en masse motion, et par sjove timer i hallen, og så håber jeg, de forhåbentlig finder lysten til at spille floorball bagefter, siger formanden til TV SYD.

Fakta om Aktiv Året Rundt:

Arrangør: UC SYD
Støttet af: Nordea-fonden
Nationale initiativer: Sundhedsugerne, Skolerne Danser, Skolernes Find Vej Dag, Skolebrydedag, Skolebordtennis, Skolernes Floorballdag, Skolernes Klatredag, Skolernes Rugbydag, Skolernes Kampsportsdag, Skolernes Tennisdag, Skolernes Squashdag, Skolernes Golfdag, Skolernes Ultimatedag, Skolernes Badmintondag, Skolernes Cricketdag

 

Kilde: www.aktivaaretrundt.dk