TV der bevæger dig

Skuffet Sønderjyske-træner

1-1-resultatet var for lidt at få ud af kampen på udebane mod OB, mener Sønderjyskes træner.

Det var en både irriteret og glad Sønderjyske-træner, der mødte pressen efter søndagens 1-1-resultat på udebane mod OB.

Lars Søndergaard var nemlig langt fra tilfreds med, at anstrengelserne kun kastede et point af sig. Omvendt var han stolt over, at hans hold var det bedste af de to på dagen:

- Jeg er absolut ikke tilfreds med resultatet. Jeg er skuffet over, at vi ikke vinder kampen, det synes jeg, vi burde. Men der er selvfølgelig andre ting, jeg er tilfreds med. Vi var det bedste hold og det hold, der skabte flest chancer og flest dødboldsituationer, siger Lars Søndergaard.

- Omvendt, så var vi bagud 0-1 og fik vores angriber skadet. Alligevel blev vi ved med at mase på. På det tidspunkt ville andre hold måske knække lidt - det gjorde vi så ikke. Og med den udvikling i baghovedet er det glædeligt, at vi fik ét point, siger Lars Søndergaard.

Kenneth Fabricius måtte forlade banen på grund af en flænge i hovedet. Dagen før var angrebskollegaen Tommy Bechmann blevet skadet til træning, hvilket gav Sønderjyske-træneren et lille angrebsproblem.

- Under kampen tænkte jeg på, at vi har mistet Lasse Vibe, Eyjolfur Hedinsson, Quincy Antipas, Tommy Bechmann og Kenneth Fabricius det seneste år. Vi var pludselig uden fem potentielle målscorere, som egentlig har scoret en stor del af vores mål.

- Det kunne man måske se i dag, men omvendt ødelagde det ikke det, at vi kom frem til en masse chancer. Nogle af chancerne var måske lidt dårligt afsluttet, andre gange var marginalerne måske lidt imod os og med OB, siger Lars Søndergaard.

Han kan glæde sig over, at både Kenneth Fabricius og Tommy Bechmann skulle blive klar til næste uges opgør mod Brøndby.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden