TV der bevæger dig

Snart slut med gratis øl-dåser

Det er her, de tommme dåser bør lægges efter brug. Men flere millioner dåser ender i naturen.

Historien om dåse-panten endnu engang! Vi har hørt den ofte, men miljøminister Karen Ellemann (V) siger, at nu er det ganske vist. Den tyske regering er velvilligt indtillet til et dansk forslag om at indføre pant på dåser.

Karen Ellemanns forgænger, Troels Lund Poulsen, sagde, at nu var det lige før! Det samme sagde hans forgænger, Connie Hedegaard. Også hendes forgænger - og et par stykker til. Men alligevel har millioner af dåser år efter år passeret grænse for at ende i den danske natur.

Et positions-papir

Det er snart forbi, lover Karen Ellemann. Hun har fået besked fra sin tyske kollega, Norbert Röttgen, om at regeringen i Berlin er klar til at indgå en aftale om pant på de dåser, der bliver solgt i grænsebutikkerne til danske kunder.

Morgenavisen Jyllands-Posten oplyser i dag, at det danske miljøministerium for nogle uger siden sendte et såkaldt "positionspapir" til det tyske miljøministerium. Det var en beskrivelse af en pantordning, som den danske regering har udarbejdet i samarbejde med bl.a. De Samvirkende Købmænd, Coop og Bryggeriforeningen.

Karen Ellemann siger, at pant-ordningen nu skal drøftes af danske og tyske embedsmænd, så den kan få sin endelig form.

Useriøs aftale

I august sidste år skrev daværende miljøminister Troels Lund Poulsen (V) under på en princip-aftale med den tyske miljøminister. Den skulle bane vej for en pant-ordning, men detailhandelen kaldte aftalen for useriøs og sagde, at ordningen ville være besværlig og dyr for supermarkeder og købmænd.

Denne uvilje er ryddet af vejen efter lange forhandlinger, men hverken Coop, købmændene eller andre interesse-organisationer vil oplyse, hvad der står i det seneste forslag fra miljøministeriet. De siger til Jyllands-Posten, at den tyske regering først skal have mulighed for at sætte sig ind i det danske udspil, hvorefter den skal have mulighed for at komme med sine kommentarer.

Øl-afgift truer

Morgenavisen Jyllands-Posten har talt med folk i detailhandelen som er usikre på den fortsatte opbakning til miljøministeriets udspil. Årsagen er, at tidligere miljøminister - nu skatteminister - Troels Lund Poulsen øjner muligheden for at hæve afgiften på øl. Han skrev i maj et notat om, at hvis det nu lykkes at lægge pant på dåserne fra Tyskland, så øllet bliver dyrere, så kan der blive mulighed for at hæve øl-afgifterne herhjemme.

Det vil detailhandelen ikke være med til, skriver Jyllands-Posten, og derfor hænger støtten til forslaget om dåse-pant i en tynd snor.

Bryggerierne er i forvejen utilfredse med, at afgifterne på øl er højere end afgifterne på vin. Det er en unfair konkurrence, siger bryggerierne.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden