Syd- og sønderjysk ølguide: Sneen falder også på de små bryggerier

Fredag falder den første sne i juleøllets tegn. Hvis du vil eksperimentere med andet end Carlsberg og Tuborg, får du her bud på alternativer fra Syd- og Sønderjyllands små bryggerier.

Det er ikke kun de store bryggerier, der denne tid på året kan servere juleøl for dig – det kan de mindre bryggerier også. Landsformand for Danske Ølentusiaster – der også har dømt til Danmarksmesterskaberne i Håndbrygning – Hans Peter Jepsen, mener, at du får noget ekstra, hvis du tør at få skænket eller selv knappe en øl fra et mikro- eller nanobryggeri op.

- Det er en mere spændende smag. De små bryggerier gør noget ud af at give nogle specielle smagsoplevelser, forklarer landsformanden til TV SYD.

Her anbefaler han nogle syd- og sønderjyske bryggerier, hvis mærkater er værd at kigge ekstra godt efter.

quote

De små bryggerier gør noget ud af at give nogle specielle smagsoplevelser.

Hans Peter Jepsen, Landsformand for Danske Ølentusiaster

Fart på ølsuccesen i Kolding

I sommeren sidste år åbnede de to kammerater, Johannes Karstoft og Philip Hulgaard, mikrobryggeriet Bryggeriet Åben på en gård i Kolding med mark og skov som nabo. Bryggeriet har hurtigt fået luft under vingerne, og netop derfor er Åben-øllen en smagsprøve værd, mener Hans Peter Jepsen:

- Det er et forholdsvis nyt bryggeri, som hurtigt er blevet meget populært, og der er stor efterspørgsel på deres øl, siger han.

Bryggeriet Åben er samtidig kandidat til prisen Årets danske Bryggeri 2018, der gives i december.

Syd- og sønderjyske bryggerier

Konventionelle bryggerier

  • Bryggeriet S.C. Fuglsang, Haderslev

Mikrobryggerier

  • Lundumskov Bryghus,  Horsens
  • Jelling Bryghus, Jelling
  • Fri Bryg, Børkop
  • Warwik Bryghus, Varde
  • Jacobi Craft Brew, Varde
  • Hyldals Bryghus, Bække
  • Bryggeriet Åben, Kolding
  • Voddersminde Gårdbutik, Holsted
  • Ølværket, Esbjerg
  • Christianfeld Bryghus, Christiansfeld
  • Ribe Bryghus, Skolegade 4B, Ribe
  • Aarø Bryghus, Haderslev
  • Vestslesvigsk Bryghus, Bylderup-Bov

Nanobryggerier

  • Bøgedal Bryghus, Vejle
  • Trolden Bryghus, Kolding
  • Fanø Bryghus, Fanø

Vejles unikke brygninger

24 kilometer længere nordpå ligger et nanobryggeri, som Hans Peter Jepsen vil fremhæve. 

Bøgedal Bryghus, eller Bøgedal Brew, startede op i 2004 og brygger cirka 35.000 flasker øl om året.

Hver omgang bryg er unik – og det markerer bryghuset.

- Alle deres øl har et nummer, for de kan ikke helt lave den samme øl hver gang, forklarer Hans Peter Jepsen.

Landsformanden mener, at en køretur til bryghuset er benzinen værd:

- Det er et sjovt bryggeri. Hvis du interesserer dig lidt for øl, skal man tage ud og besøge dem.

Det skal man blandt andet, fordi bryghuset er et af de meget få fritfaldsbryggerier, hvor øllet ikke transporteres gennem brygningen ved hjælp af pumper – det løber selv fra kar til kar.

Fra Hærvejens natur til øllet

På vej over til vestkysten ligger landsformandens tredje anbefaling. Hyldals Bryghus blev etableret i maj 2017, men Hans Peter Jepsen husker, at det var på denne tid sidste år, at mikrobryggeriet for alvor tog fat.

- Det startede sidste år ved juletid, og der blev deres julebryg revet væk, erindrer landsformanden.

Han kalder brygningen i Bække for spændende, fordi de bruger ingredienser fra den lokale natur langs Hærvejen i deres ølbrygninger.

De bedste julebryg - ifølge "Emil"

Det er ikke kun J-dag, der markerer juleøllen. Det gør de også hvert år i Ribe, hvor julens bedste bryg kåres som Årets Emil.

Hvis du vil lytte til sådan et arrangement, bør du smage juleøllene fra Ribe Bryghus, Warwik Bryghus og Fanø Bryghus, der alle har været med i kåringen flere år i træk. Blandt andet vandt Warwik Bryghus med deres juleøl ’Hjertensfryd’ i 2011, og i 2012 vandt Ribe Bryghus’ juleale.

I år kan du være med til at bestemme årets vinder af prisen den 1. december på Hotel Dagmar i Ribe fra kl. 13.00.

Stederne du finder de gyldne dråber

Hvis du vil hælde øl-dråber fra de mindre bryggerier i halsen denne jul, så skal du også søge lidt ekstra, end hvis du søgte en Tuborg.

Hans Peter Jepsen nævner blandt andet Dronning Louise i Esbjerg, den engelske pub ’You'll Never Walk Alone’ i Kolding, samt Fox and Hounds, der både ligger i Aabenraa og Sønderborg, som nogle af stederne, hvor din søgning vil få gevinst.

- Det er nogle gode steder at gå hen og kigge efter det gode juleøl, mener han.

Derudover sælger bryggerierne også deres øl i specialbutikker. Ribe Bryghus, Hyldals Bryghus og Warwik Bryghus’ øl findes primært i deres lokalområder, mens du kan være heldig at finde øl fra Bryggeriet Åben, Bøgedal Bryghus og Fanø Bryghus andre steder i landet end blot i Syd- og Sønderjylland.

Glædelig J-dag!