Søndagens vandretur hjælper børn på Julemærkehjem

En frisk vandretur hjælper overvægtige børn. Søndag går danskerne for 41. gang til fordel for børnene på de fem julemærkehjem.

En rask gåtur kan hjælpe børn i Danmark af med overvægt og til at genfinde selvtilliden.

I dag søndag vandrer danskerne nemlig for 41. gang og samler penge ind til driften af de fem julemærkehjem.

quote

Vi knokler, vandrer og løber for at for at hjælpe Julemærkefonden økonomisk med at sikre udsatte børn i Danmark adgangen til et bedre liv uden mobning og isolation. 

Birthe Juul, fmd., Julemærkemarchen

Siden 1903 har danskerne bakket op om Julemærkefondens arbejde gennem køb af julemærker. Nu om dage kan man også blive JulemærkeVen, og endelig kan man støtte ved at deltage i Julemærkemarchen.

Sidste år gik 17.800 mennesker en rute på enten 5 eller 10 kilometer, og i alt blev indsamlet 1.165.000 kroner til Julemærkefonden. 

I år drømmer Julemærkemarchens arrangører om at kunne overgå sidste års indsamlede beløb, afslører formand for Julemærkemarchen, Birthe Juul: 

Julemærkemarchen 2017 i Kollund. Mange mennesker var mødt op for at deltage i årtes gåtur.
Julemærkemarchen 2017 i Kollund. Mange mennesker var mødt op for at deltage i årtes gåtur.

- Vi knokler, vandrer og løber for at for at hjælpe Julemærkefonden økonomisk med at sikre udsatte børn i Danmark adgangen til et bedre liv uden mobning og isolation. Tænk, hvis vi i år kunne nærme os 1,25 mio. kroner. Det ville glæde os voldsomt, idet vi ved, at pengene falder på et tørt sted, pointerer formanden.

Julemærkemarchen opstod i 1977, da den Aarhus-baserede Postens Marchforening for allerførste gang arrangerede en march til fordel for Julemærkefonden. 

Gennem årene er der kommet flere og flere startsteder til – i år er der 64 - og samlet set er der blevet indsamlet tæt på 19 millioner kroner til driften af julemærkehjemmene.

- Julemærkemarchen giver mening på mange planer - foruden selvfølgelig at samle ind til Julemærkefonden. Vi får samtidig sat fokus på motion og socialt samvær. Rigtig mange benytter marchen som indledning til en hygsom julefrokost sammen med familie, kolleger eller venner, fortæller Birthe Juul.

Der findes fem julemærkehjem i Danmark, og det ene, Fjordmark, ligger i Kollund ved Kruså, hvor 500 personer deltog i årets vandretur, og der blev samlet 17.250 kroner ind.

FAKTA OM JULEMÆRKEFONDEN

  • Hvert år får 750 børn mellem 7 og 14 år hjælp til et bedre liv på et Julemærkehjem.
  • Børn på julemærkehjem har ofte dårlig livskvalitet, hvor mobning og lavt selvværd fylder meget
  • På et julemærkehjem får børn mod på livet igen.
  • Dagligdagen bygger på motion, sund kost og stærkt sammenhold.
  • Behovet for julemærkehjemmene er fortsat stort. Lige nu venter flere hundrede børn på at få hjælp.